gik dog ikke nu saaledes ud i det endeløse Blaa, som de havde gaaet i Wergelandstiden. Forestillingerne om Norges gamle Herlighed, som det gjaldt at fornye, var bleven skarpere begrænset, men havde til Vederlag faat mere Fylde; Fremtidsløfterne var ikke saa svimlende store; men man var bedre rustet til at realisere dem. Den første Brydningstid har mest ved sig af Ungdommens Væsen, med dens overstrømmende Følelse af Mod og Kraft, dens hæsblæsende Hast og uklare Sværmerier. Den anden ligner mere den modne Manddom med dens skarpere Virkelighedssands og større Evne til at begrænse og samle sig om visse bestemte Maal. Det er en Forskjel, som nogenledes svarer til Forskjellen mellem Wergelands og Bjørnsons Personlighed og Begavelse, saa det kan siges, at de to, baade ved hvad der er fælles for dem og ved det, som skiller dem ad, har været skikket til at repræsentere hver sin store Tid i vor nationale Udviklingshistorie. —
Tilslutningen fra norsk Side til de svenske Rigsstænders Revisionskrav, — denne mærkværdige Bevægelse, saa stødende for den naturlige Følelse, saa stridende mod tidligere norsk Unionspolitik, — skete fordetmeste i Skandinavismens Navn og under Paaberaabelse af højtflyvende skandinaviske Talemaader. Man vilde ha den nye norsk-svenske Helstadspolitik opfattet som «praktisk Skandinavisme», — en Konsekvents af de ved Skandinavismen givne Præmisser eller en Begyndelse til at realisere de af den opstillede Idéer. Denne Opfatning fik ogsaa Medhold af de fleste norske Forkjæmpere og Talsmænd for den skandinaviske Bevægelse — enten ligefrem eller idetringeste indirekte, nemlig derved at de vedblev at staa som Medlemmer af det i 1864 i Kristiania stiftede «Skandinaviske Selskab», skjønt dette Selskab fra første Færd blev ledet i en med Skandinavismens oprindelige Grundtanke lidet stemmende Maade, idet alt Arbejde blev rettet paa at virke for en nærmere Sammenslutning af de to skandinaviske Riger: Norge og Sverige, mens det tredie: Danmark lodes aldeles ude af Betragtning. Bjørnson, som allerede længe havde hørt