Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/25

Denne siden er korrekturlest
21


og Folkefører Var skabt og kaldet til at aabne vide Udsigter og bryde nye Baner for den fremadskridende Udvikling paa saamange omraader, begyndte sin banebrydende Virksomhed ud fra et Livssyn, som i flere Henseender var temmelig snævert begrænset og sterkt bundet til gammel Vedtægt og gammel Tradition. Han holdt længe fast ved den kirkelig-religiøse Orthodoxi og mente, at den lod sig bringe i Samklang med de politiske og nationale Fremskridtsidéer, som han følte sig kaldet til at arbejde for. I Digtet til Johan Sverdrup, skrevet i 1869, siger han:

”Jeg staar paa Barnetroens Bund;
fra den det er jeg Lighed kræver,
fra den mod Talefrihed stræver
og Broderskab paa Stammens Grund.“

Men Erfaringen lod ham mere og mere føle, at der var en Brest i denne Sammenhæng, og han veg ikke tilbage for det Arbejde at gaa den nærmere efter. Han viste det sjeldne Mod og den sjeldne Viljekraft: at holde et ordentligt Opgjør med sin hele aandige Status, at begynde som moden Mand Livet, saa at sige, fra nyt af, og det Gang paa Gang. Han har saaledes arbejdet sig stadig videre fremover og opover for omsider at tilegne sig en helt omfattende Verdensopfatning, svarende til den, Wergeland gik ud fra, men mere modern, mere gjennemført evolutionistisk. —

Det har været en tung og langsom Vej han har havt at tilbagelægge, før han naaede denne Verdensopfatning, og adskillige lettere Hoder i Samtiden, som var naad did før ham, har kunnet tilraabe ham et spottende „velkommen efter“. Men Sagen er, at Bjørnson, som en i høj Grad original og produktiv Natur, ikke har kunnet la sig nøje med at læse sig til sine filosofiske standpunkter, men har tillige maattet leve sig til dem. Og, om denne Livets Vej er langsommere end Bøgernes Vej, er den vel til Vederlag tryggere. De Standpunkter, man tilegner sig ad den Vej, blir tilegnet paa en sterkere, mere personlig og mere frugtbar Maade, og samtidig faar man mere med af hvad der er berettiget, uforgjængelig Sand-