hed i de standpunkter, man har forladt eller gjennemgaat undervejs. Vi ser da ogsaa, at Bjørnson i de Digterværker, han har forfattet, efterat han har tilegnet sig en positivistisk og evolutionistisk Verdensopfatning, vel har bekjæmpet det kirkelig-orthodoxe Livssyn, men altid paa sympathisk-forstaaelsesfuld Maade, og saaledes at dette Livssyns Værdi og relative Sandhed kommer til sin Ret, som t. Ex. i „Over Ævne“, 1ste Stykke, hvor Mirakelpresten fremstilles i det idealeste Lys, og hvor der lægges Mirakeltroens Forsvarere de mest veltalende, dybest gribende Ord i Munden. —
Vi møder hos Bjørnson som Politiker en lignende Forsonlighedens og Samlingens Aand. Han har i sin Politik som i sin Digtning, særlig siden han blev Fritænker, været reformvenlig, men ikke radikal eller revolutionær. Han har sigtet paa Forbedring og Fremgang, ikke paa Omvæltning, og søgt at faa det Nye saameget og saanær som muligt knyttet til det Gamle. Hvilket altsammen bare tjener til hans Ros og til at vise det sterke i hans Natur og sunde i hans Aandsudvikling. For, skjønt det er en meget almindelig Forestilling, at der er noget mere storslagent, mere modigt og konsekvent ved Radikalismem som ikke vil gaa paa Akkord og ikke vil vide af noget Flikværk, end ved den Aand, som ikke sigter videre end til at rette paa det Bestaaende, er det ikke desto mindre aldeles falskt. Det modsatte er nærmere Sandheden. Det mindste Barn kan „rive Spillet overende“, men til at „flytte Brikker“: dertil skal der en Mand. —
Bjørnson har som Politiker været en vældig stridsmand, utrættelig paafærde i den mangeaarige Kamp mellem Højre og Venstre, altid villig til at ta Stød, hvor det krævedes, udfoldende som Agitator en ligeud genial Evne. Ingen har forstaaet som han at sætte Masserne i Bevægelse; ingen har kastet ud saamange slagord; ingen har formaaet endog tilnærmelsesvis saaledes som han at lyse op i Mørket og bringe Opgaverne, som det gjaldt at løse, til almen Forstaaelse ved et enkelt Billede, et enkelt malende og rammende Udtryk. Særlig ved de store
