Kulminationspunkter eller Kriser i Striden, — Spørsmaalet om det kgl. Veto ved Grundlovsforandringer, 9de Junibeslutningen 1880 (Promulgation af Storthingets tredie Gang vedtagne men ikke sanktionerede Grundlovbestemmelse om statsraadernes Adgang til Storthingsforhandlingerne, Beslutningen om at sætte det Selmer’ske Ministerium under Rigsretstiltale (1883) o. s. v.) — møder vi ham foran sit Parti, drivende det frem til de afgjørende Skridt. Hans Mod syntes at voxe med Faren og den dramatiske spænding; naar de fleste andre begyndte at bli betænkelig og vilde til at reve Sejlene, hejste han dem tiltops. —
Hvor betydningsfuld denne Bjørnsons Deltagelse som Avisskriver og Folketaler i Partistriden har været: derom tør man vel se et Vidnesbyrd i det fanatiske ligefrem vilde Had, for hvilket han har været (og delvis fremdeles er) Gjenstand inden Højrepartiets Rækker. Efter denne Maalestok, — og den er noksaa paalidelig for Hadets Tribut plejer gjerne at ydes i gode Penge, — har Bjørnson endog fremfor nogen anden, — endog fremfor selve Johan Sverdrup, — Skylden for eller Fortjenesten af de Skridt, som førte til Venstrepartiets Sejr og Gjennemførelsen af det parlamentariske styrelsessæt i vort Land. Selv Wergeland blev ikke værre mishandlet og miskjendt end Bjørnson har været inden Højrepartiets organer. Det er nu værdt at lægge Mærke til, at han desuagtet, tiltrods for denne aarelange Forfølgelse, har holdt sig saa temmelig fri for at smittes af den under den skarpeste Strid saa rent overhaandtagende Fanatisme. Han har kunnet være opfarende i sin Vrede og kunnet bruge sterkt udfordrende Ord, ofte vel altfor sterkt udfordrende Ord; han har hugget til, hvor han trode det behøvdes, uden skaansel, men uden Had, ialfald uden det indædte Had, som ikke kan slippe Taget, hvor det engang har bidt sig fast, og som roder sig stadig dybere ind i sine Muldvarpegange. Han har ikke været Fanatiker. Han er for sterk til det. For det gjelder om Fanatismen som om Radikalismen: den er ikke Styrke, men Svaghed, — Sygdommens, Afmagtens
