for de andre Sider; men han har maattet handle; han har maattet gribe ind og faa rettet det som rangt er; derfor har han for det første ikke kunnet være upartisk i denne Sag; han har maattet for en Stund udelukkende fæste sin Opmærksomhed ved det ene Punkt, hvor det gjaldt at gribe ind; den fuldkomne objektivitet, „Tvisyntheden“, som Vinje kaldte det, vilde ha lammet hans Kraft og hindret ham i at opfylde, hvad han ifølge sin Natur har maattet opfatte som et Kald eller en Pligt. Naar han saa siden har mødt en Udskejelse eller en Udartning i modsat Retning og, for at faa rettet paa den, har tat fat ligesaa voldsomt, ligesaa ensidigt, men til den modsatte Side, (hvilket meget ofte er hændt), har det for Samtiden kunnet synes, som om han gjorde sig skyldig i en skrigende Selvmodsigelse, skjønt de to modsatte Ensidigheder i Virkeligheden udfylder hinanden, saa der blir den bedste Sammenhæng i det Hele. —
Dette er en Hovedgrund til, at Bjørnson saa ofte og i saa vid Udstrækning har været omtalt og opfattet som en Slingringsmand, en Vejrhane, en ustø og vaklevoren Personlighed, — ligesom Wergeland i sin Tid blev det og af den samme Grund, nemlig fordi der ogsaa i ham stak meget (om end ikke saa meget) af en Initiativets, en Handlingens Mand, og fordi han derfor ofte kunde være for en Stund saa helt optat af en enkelt Sag eller af en enkelt Side ved en Sag, at han tilsyneladende glemte alt andet.
Wergeland blev i Samtiden omtalt som en Personlighed, „der er revnet fra hinanden og indvortes opløst, og hvis Stumper Efterslægten neppe vil være ulejliget med at samle sammen“. Ludvig Kristensen Daa kaldte ham i „Granskeren“ ”denne vor forunderlige, bare i sin Foranderlighed uforanderlige Henrik Wergeland“. Efterslægten har Virkelig ulejliget sig med at samle Stumperne af ham sammen til et helt Billede, og Arbejdet dermed har ikke været saa tungt endda. Man har faat Øjnene op for, at noget af det mærkeligste ved denne mærkelige Mand, som fik høre saameget ondt for sit Vendekaaberi og sin Sønderrevethed, just var den
