Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/30

Denne siden er korrekturlest
26


ubrudte Sammenhæng og uforstyrrede Harmoni i hans indre Væsen. Man har faat Øjnene op for, at han i en sjelden Grad blev sine Ungdomsidealer tro, og at han i Hensyn paa Livs- og Verdensopfatning blev staaende uden Tvivl eller Vakling dér, hvor han stod ved sin første Optræden som Digter og Politiker. —

Dette kan nu vistnok ikke siges om Bjørnson. Hans Livs- og Verdensopfatning har, som før fremhævet, undergaaet store og iøjnefaldende Forandringer, siden han først traadte frem for Offentligheden. Der har været Perioder i hans Liv, da disse Forandringer foregik efter en temmelig rask Tempo, og med sin sedvanlige Aabenhed og sterke Tro paa sit Kald som Folkeleder og Ansvarsfølelse som saadan har han aldrig forsømt at la Publikum faa Del i disse sine indre Oplevelser. Inden Kredsen af hans altid meget talrige og meget ivrige Fiender har disse Meddelelser været hilset med Haan eller fulgt med glad Forventning. Digterpolitikerens Skude maa bli svært rank nu, har det hedt, siden han har kastet overbord Skandinavismen, Unionsvenligheden, Barnetroen o. s. v. Man har øjensynlig haabet, at han vilde kuldsejle, eller at han maatte reve sine Sejl, kanske la dem aldeles falde, saa han blev liggende der som et andet Vrag. Men han har ikke revet, tvertom hejst Sejlene endnu højere tiltops og sat nye Sejl til, og er alligevel ikke kuldsejlet. Sagen er, at det var en Øjenforblindelse, naar man forestillede sig, at han kastede sin Ballast overbord, eller at han brød overtvert med sin tidligere Livs- og Verdensopfatning. Han brød ikke overtvert med den, men han udvidede den mere og mere. Hans „Signalforandringer“ har ikke været en holdningsløs Slingring, men en modig og konsekvent Arbejden-sig-videre-fremover, — Vidnesbyrd om en beundringsværdig, næsten enestaaende Perfektibilitet og Livsfylde. De forskjellige standpunkter han har indtat i politisk, filosofisk, religiøs Henseende, hvori man har fundet saamegen Selvmodsigelse, og hvortil man saa ofte har henvist for at godtgjøre „Digterpolitikeren“s Uberegnelighed eller Uvederheftighed, viser sig ved nærmere