Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/31

Denne siden er korrekturlest
27


Eftersyn at ligge det ene foran det andet i en og samme ubrudte og ret fremadskridende Linje. Der er mange Skridt fremover, intet tilbage. Forsaavidt kan det Wergeland sa om sig selv paa sit Dødsleje, nemlig at han havde „gaat bejnt frem“ hele sit Liv igjennem, med samme Ret, om end i en noget forskjellig Betydning, ogsaa siges om Bjørnson. —

Eftersom Bjørnsons Livs- og Verdensopfatning er blevet en videre, mere omfattende, er hans Iver for Gjennemførelsen af Norges politiske og nationale Selvstændighed vistnok ikke i mindste Maade kjølnet, men Opgaven har aabenbart fremstillet sig for ham i et noget ændret Lys. Den mere æsthetiske Side ved Sagen, — den, som svarer til de naturlige Instinkter, til hvad Slægtsfølelsen og Racefølelsen kræver, — den, hvorefter det gjelder at tilvejebringe Harmoni i Folkets Liv og Institutioner og at knytte paany Baandene, som forbinder med de saa højt beundrede Fædre, — har traadt noget tilbage i hans Opfatning; til Vederlag har den mere ethiske Side traadt sterkere frem, — den, hvorefter politisk og national Selvstændighed først og fremst opfattes som et Vilkaar for, at Folket kan opfylde paa rette Maade sin Pligt eller sin Mission blandt Folkene og delta paa rette Maade i det for alle fælles Kulturarbejde.

Det hænger sammen hermed, at han i den senere Tid ofte har været uenig med sine politiske Meningsfæller i Hensyn paa Vejene, ad hvilke Venstrepartiets unionspolitiske Program bør søges gjennemført; han har ikke villet være med paa nogen Lirke- eller Lurelinje, men krævet, at Kortene skulde lægges paa Bordet, og at man skulde aabent vedstaa, ikke bare hvad man vilde i de nærmest foreliggende Tilfælde, men hvad man sigtede paa som sit endelige Maal. Det hænger udentvivl ogsaa sammen hermed, at han har optraadt saa skarpt mod Forsøgene paa at fremme Maalsagen ad Lovgivningens Vej eller gjennem Foranstaltninger, som udelukkende motiveres ved Henvisning til et virkeligt eller formentligt nationalt Hensyn.

Han har vistnok ladet sig henrive til altfor sterke Udtryk ved denne Lejlighed, idet han har hævdet, at