Kulturen maa gaa foran Nationaliteten, paa en Maade, som om der nødvendigvis skulde være noget kulturfiendtligt ved Maalsagen. Men det maa nok erkjendes, at han i rette Tid advarede mod en Afvej eller et Skraaplan, som man er udsat for at komme ind paa ved Arbejdet for at gjennemføre norsk national Selvstændighed paa det sproglige Omraade. Der stikker fra først af en god Portion Romantik i Maalsagen, og der er altid Fare for, at dette romantiske Element skal bryde igjennem og bli dominerende, saa Maalsagen Virkelig føres ind i en reaktionær Retning, hvorved Nationaliteten stilles i Modsætning til Kulturen og foran denne, og hvorved Hensynet til Fremgangen, Kræfternes frie Udfoldelse ofres for Hensynet til Hyggen og Harmonien, Tanken paa „Fædrene“ o. s. v. —
Maaske har Bjørnson ogsaa nu og da gaat for vidt, naar han har modsat sig alle Omveje for at naa Maalet i det Unionspolitiske, eller naar han (hvad der vel har kunnet hænde) har bragt Forstyrrelse i sine Meningsfællers Planer ved at lægge ud om, hvad der maatte være den endelige Mening med det ene eller det andet Forslag. Politiken har jo sine særegne Regler og Vilkaar; det gjelder her i Almindelighed at samle sig mest muligt om saadanne Opgaver, som „foreligger“ og kan ventes gjennemført i en nogenledes nær overskuelig Fremtid, og for at kunne gjøre det blir man ofte nødt til, om ikke at glemme, saa ialfald at sætte midlertidig ud af Betragtning de fjernere Maal eller de videre Konsekventsen Paa den anden Side er intet vissere, end at Arbejdet for den politiske Selvstændighed bør foregaa, saavidt muligt, ad den lige Vej og uden Omsvøb eller Fordølgelser, om end det er noksaa øjensynligt, at der herved stilles større Krav til Folkets Mod og Kraft og Offervillighed; jo mere selvstændigheden naaes ad denne Vej, des mere vil den bli tilegnet i Aand og Sandhed, des dybere Rod vil den slaa hos Folket, og des rigere Frugt vil den bringe det. —
De store Maal naaes idethele ikke ved smaa Midler; naar det stundom kan synes at ske, viser det sig snart at
