Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/33

Denne siden er korrekturlest
29


være et Øjenbedrag: det er ikke Tingen selv, men bare dens ydre Form, som er bleven naaet. Det er derfor bare til dagligdags og i Magsvejr, at de professionelle Politikere med sit Rutinevæsen og sine rent praktiske Hensyn strækker til. I sterkt bevægede Tider, naar de højeste og vanskeligste Opgaver melder sig til Løsning, kræves der Medvirkning af andre og større Kræfter. Politikerne maa da finde sig i, at Poeter og Profeter blander sig ind i deres Bedrift med sin Fantasering og Moralisering; de maa finde sig i et sligt „Poetokrati“ som det, hvorved de store Tider i norsk politisk Historie siden 1814 har været karakteriseret. Politiken har, som sagt, sine særegne Regler og Vilkaar, som den har sine særegne Funktioner og Opgaver i den menneskelige Udviklingstjeneste. Det kan være rigtigt og nødvendigt, at dette særegne til sine Tider blir stillet i Forgrunden, og at det hævdes, at Politikerne maa faa Lov til at stelle med, hvad der hører til deres Rige, uden indblanding af Repræsentanter for andre Aandslivets omraader, — ligesom det kan til sine Tider bli rigtigt og nødvendigt at hævde Kunstens saakaldte Suverænitet og Uafhængighed af Moralen. Men selvfølgelig er dette en Ensidighed og kan alene ha en midlertidig Berettigelse, nemlig som Protest mod og Kritik af en urigtig Opfatning af den indbyrdes Sammenhæng mellem disse Omraader og som Forberedelse til en bedre og rigtigere. For, om hvert enkelt af Aandslivets Omraader har sine særegne Fremgangs- og Udviklingsvilkaar, saa bestaar der jo dog tillige en uløselig Sammenhæng og Solidaritet mellem dem alle. At erkjende det sidste er ikke mindre væsentligt end at erkjende det første. Det hører til Bjørnsons store og væsentlige Fortjenester, at han ved sin Deltagelse i den offentlige Diskussion med Styrke har hævdet Sammenhængen mellem Politik og Moral, ligesom han i sin Digtning har hævdet Sammenhængen mellem Kunst og Moral. —

Hvad der gjelder om Wergeland, at hans Navn møder os snart sagt paa hvert Blad i vor Historie fra hans første Optræden indtil hans Død, — det samme