forstaaelse selv af sine Venner, saa hans opøste Natur ogsaa tilsidst laa under for den snigende Sygdom, som langsomt endte hans stærke Liv. Vergeland var saa at sige Folkets legemliggjorte Tanker; hvad vi lever paa og vil komme til at leve paa i de første hundrede Aar, er først tænkt af ham, og det ikke blot i aandelige Ting, ogsaa i rent materielle, lige til Skogvæsen og Myrtapning. Vore Sygdomme saa han, vore Goder elskede han, vore Længsler talte han, vore Behov arbejdede han for, selv der, hvor han saa lidt kunde, at det næsten blev latterligt. Han strømmede udover — lige fra sit eget private Liv til det Meste af det, han offentlig tog fat i og kom i Strid med — udover sin egen Begavelse, de Andres Evne til at modtage og Samtidens spidsborgerlige Vedtægter. Han var som en hel Horde af fremmede Folk fra et langt bortliggende Land, — og dette Land var det ny opdagede Norge.
Schweigaard havde faste Grænser; de var paa engang hans Borg og hans Ære. Han har intet initiativ givet til vort unge Liv, men han har modtaget dem, der kom, — afvist dem eller ordnet dem. Endvidere har han udredet det, der allerede stod: han var den norske Samtids øverste logiske Regulator, og den rene Klarhed i hans Tanker har fundet sit plastiske Aftryk i hans Aasyn. Saa skjønt, saa ærefrygtsfuldt hans Navn bares af Dannelsen i hans Tid, vil det i Tidens Længde dog væsentlig fæste sig ved de juridiske Fortolkningen han mageløst har skrevet; den regulerende Virksomhed, som skattes højest i Samtiden, glemmer Eftertiden. Kun Initiativernes Mænd lever Folkets evige Liv med.
Et Monument for Prof. Schweigaard kan det norske Folk ikke rejse før det har rejst et for Henrik Vergeland. Eller det maa rejse dem samtidigt.
(Mere).
[Bjørnsons Minde-Artikel om Schweigaard, sterkt farvet af den nye voldsomme Partikamp, vakte en Storm af Forbitrelse i alle konservative Kredse og var en Hovedaarsag til det kraftige, men mislykkede Forsøg paa at hindre Bjørnsons Gjenvalg til Studentersamfundets Formand (19. Marts 1870). Bjørnsons første Artikel blev voldsomst angrebet af en anonym «Iagttager» i Bladet «Gjengangeren» (Horten) for 10. Marts (delvis gjengivet i «Morgenbladet» 18. Marts), mere saglig i «Bergens Adresse» for A. Marts (aftrykt i «Morgenbladet» for 13. Marts). Forfatteren i «Gjengangeren» fandt, at Bjørnson havde optraadt «samvittighedsløst» … «i mildeste Forstand troløst, frækt». I en Korrespondance fra Kristiania til «Bergens Tidende», et Venstreblad, (31. Marts) heder det, at «hvad der gjorde vore «dannede» Folk rent rasende mod Bjørnson, var at han vovede i «Norsk Folkeblad» at underkaste Schweigaard et Slags Kritik, han,
