Hans optræden i Danske-Sagen skal Folkene altid med Tak mindes.
Men naar han arbejdede for Handelsfrihed, saa stansede han ved Byerne; han modsatte sig i sin Tid Loven af 28de Septbr. 1857 om Udvidelse af Handelsfrihed paa Landet, han kunde ikke faa stor nok Afstand fra Byerne, endnu paa sidste Ting blev han herover meget ivrig. Naar spørsmaalene overhovedet stillede sig saa, at By mødte Land, stod han paa Byens Fordel, og det med megen Ensidighed.
Helt fra 1845, da Forslaget om lige Arveret mellem Mand og Kvinde første Gang kom frem, har han modsat sig dette. I 1854 blev det dog Lov.
Han modsatte sig ogsaa meget stærkt Værnepligtsloven; han vilde have de Linjetropper, som trængtes, udtagne ved Lodtrækning; han vilde ogsaa have Stilling. Stortings-Beslutningen af 1851 blev ikke sanktioneret; men i 1854 gjentoges den, og nu kom Sanktionen. Her holdt atter S. paa det Fastingske Forslag (at man kunde drage Frilodder), mens Loven nu har bestemt, at alle vaabenføre Mænd skal tjene, om ikke blant Linjetropperne, saa i Reserven. Han talte og stemte for Indkommandering i 1866; som bekjent faldt Forslaget — Loven af 12te August 1848, som for en Del ødelagde Jurist-Monopolet, idet den gjorde Sagførselen fri for alle respektable, juridiske Kandidater med fornødent Eksamens-Bevis, modsatte han sig i 1845; men da den i 1848 kom igjen som kgl. Proposition — stemte han for den. Da Bergmester Sexe, der var fjernet fra sit Embede ved Stortings-Beslutning, (sic) fik sin Gage i Vartpenge, modsatte Schweigaard sig dette; Konsekventserne af hans Optræden her vilde have været haarde for alle underordnede Embedsmænd.
I Sjørettens Sammensætning vilde han have de tvende kyndige Mænd, som bistaar Underdommeren, udnævnte af Kongen (efter indhentet Betænkning af Formandskab og Amtmand), men Tinget satte gjennem, at Amtmanden udtager to af otte, som Formandskabet har foreslaat. Han modsatte sig ogsaa Lagrettesloven, hvortil Odelstinget i 1851 oversendte Regjeringen et Udkast, der noget ændret kom tilbage i 1854 og blev Lov. Af alle Kræfter arbejdede han i 1848 imod et Forslag, om at de faste Skjøns- og Taksations-Mænd paa Landet skulde opnævnes af Formandskabet, der maatte forudsættes bedst at kjende sine Folk, og ikke af Fogden. Lovbeslutningen herom nægtedes Sanktion. — Hans Modstand mod J u ryen er kjendt nok og har været skjæbnesvanger. — Hans Modstand mod Udvidelse af den kommu-
