nervøsere Naturer end vor fra Byen. Ikke alene viste det sig, at det gamle Parti endnu efter 25 Aar sad ligesaa uforsonet overfor Vergeland, som var han død for et Aar siden; men det kom da overhovedet klart for Dagen, hvad man alt havde følt( at mere end en Tredjedel i den Sorg, som Morgenbladet og dets Parti havde baaret daglige Bud ifra, var Had til Modstandere og Skrig over Følelse af Afmagt. Det vidste vi jo saa godt, Allesammen, at den stærke Afdøde bar Manges Tro og Karakter, og at den med ham knækkede tvært over som en Stok. Det vidste vi jo ogsaa, at de Paa, som her holder Magten imod de Mange, mistede med ham al Modstands-Kraft, fordi de med ham mistede vor moralske Respekt Men at de vilde vise det? Og vise det saaledes? Om ikke selvfølelsen, saa maatte dog Ærbødigheden for den Afdøde have været en liden Smule større.
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
Naar Sorgen skal omgjøres, ligesom det sorte Sørge-Klæde, til at pynte Partiet, naar Savnet skal hidse til Had og Forfølgelse, da bliver Sorgens Gave en Ulykke, Luften, En lever i, som Pest, — og da maa Folke-Følelsen op, derfor dens store Idealer, dens Ungdoms Digter, dens Ungdoms Syner ved ham, forat her kan blive friskt igjen! Saaleder værger man bedst den Afdødes rene Minde, og saaledes viser et Folk, at det var sin Mand værd.
[Schweigaard døde (1. Febr. 1870), efter Lægernes Mening, fordi hans Hjerte brast af Sorg over hans Hustrus Død. Begge blev begravet samtidig, fra Trefoldighedskirken, under en enestaaende Landesorg. Ved Sørgegudstjenesten blev der efter Talen afsunget en Sang af Bjørnson, trykt i «Norsk Folkeblad» for 12. Februar, senere i «Digte og Sange». Anden Strofe lyder saa:
{{{1}}}
