Bjørnsons Plads i Norges politiske Historie.
Af
J. E. Sars.
Det ligger nær at sammenstille Bjørnstjerne Bjørnson med Henrik Wergeland. Overensstemmelsen mellem disse to er saa iøjnefaldende, at den har maattet paatrænge sig alle og enhver og det fra første Færd. Allerede ved sin ydre Apparition, — den blonde, bredskuldrede Kjæmpeskikkelse med det knejsende Hode og den ranke, selvbevidste Holdning, — maatte Bjørnson gjenkalde i Publikums Erindring sin store Forgjænger. Man maatte, bare ved at se ham, faa et Indtryk af at der stak i ham, som i Wergeland, en Folkefører, en Høvding, eller, som andre vilde kalde det, en Urostifter. Og Urostifteren i ham lod ikke længe vente paa sig. Han blev, som Wergeland, allerede i sine første Studenteraar en af Hovedstadens mest omtalte og omstridte Personligheder. Han havde, som Wergeland, den sterkes Kamplyst og Slagsbrorstendentser og forstod, som det er bleven sagt, til Bunds den Kunst at henlede Opmerksomheden paa sig, d. v. s. der var ved hans Stil og hele Personlighed noget saa djærvt paagaaende og særmærket, at han ikke kunde optræde offentlig eller lægge sit Ord ind i nogen Sag, uden at
