Velkommen er sagt os af Kvinder og Mænd, saa lyst som til Fest; men vi føler det ogsaa sagt af den Natur, som her oplader sin milde storhed. Det Velkommen er højtideligt. Det maner os til at huske Stedet og Stunden for 852
Aar siden.
Dengang var det ikke Bøndernes, men Kongen, som den nye Tid bar frem til det skarpe Møde. Nu tviler ingen om, at det er Bønderne, som den nye Tid bærer frem — ikke for at faa løst de fleste af sine Krav, — ingen enkelt Slægt formaar saa meget —, nej, for at faa løst en liden Dels Del, nemlig en Del af de nye Krav i Statsordningen, Folkets selvstyre.
Dengang, for mere end 800 Aar siden, havde ædle svenske Mænd sluttet sig til Kongens Voxende Tog, selv fyldt af den nye Tid. Nu er det Bøndernes voxende Hær, de slutter sig til, de svenske Mænd, som har forladt det gamle, og ser ud efter det ny.
Stedet, vi staar paa, gjør langsynt. Historien løfter sig af disse Grunde i slig Klarhed, at vi ser Folkets Aandsveje langt tilbage og langt frem; thi det Slag, som sloges her for over 800 Aar siden, det rejste sig af noget, som laa langt tilbage, og det har endnu ikke idag udtømt alle sine Følger.
Det gjaldt ikke væsentlig den kristne Tro. Det gjaldt mere en anden og ældre Kamp, den mellem Kongedømmet og Storherrerne. Slaget var selv en Afslutning af en Del af denne Kamp, men en Indledning til en ny, som atter fik en foreløbig Afslutning i Haakon den gamles glansfulde Regjering, men lange og sørgelige Følger i Foreningen med Danmark, da vi uden Stormænd gled under og blev Almue.
