Ligesaa naturligt, som at med Storherrerne gik ogsaa deres Betragtning af Storhed under, ligesaa naturligt kommer med Bønderne det Syn op, som deres haarde Vilkaar har skabt. Det har en egen kold Virkelighedsmagt. De ser gjennem Stasen og Traditionen. De spør efter, hvad som er ret, og hvad som høver; de spør ogsaa efter, hvad det koster. (Bravo!)
Nu kommer dertil, at dette Folk ikke har nogen national Kongestamme kjær fra gammelt. Her maatte være vist megen Forsigtighed, forat vi ikke skulde blive skarpsynt, — og den har ikke været vist.
Endelig kommer vort Forhold til Sverige. Vi har i dette Forhold ikke selvstændighedens Ære hos andre Folk. Svensken selv tror, at vi blev erobret i 1814. Dansken tror, at vi er et af Sverige afhængigt Folk. Hvad Under at saa Udlændingen ser paa os som et halvfrit Tilhæng til Sverige? Overalt hvor Kongen, hvor Flaget, hvor Diplomatiet repræsenterer os, er det som et Tillæg til Sverige. Det kan med Vedkommendes bedste Vilje ikke være anderledes.
Vi savner jo ogsaa den Ære, den Lykke, som alle andre fri Folk har — at have en national norsk Foregangsmand i vor Statschef. Han tilhører et andet Folk. Han lever der.
Slige Forhold giver ikke selvstændighedens Æresfølelse, og det bedste Bevis paa, at vi i Almindelighed ikke har den, er, at en Tale som den, hvori det, vi savner, regnes op Punkt for Punkt, vil af mange Nordmænd, fædrelandssindede Mænd og Kvinder, kaldes ophidselse, Opvigleri, ja kanske oprørsk Tale. Altsaa at tale offentlig om det, der er kjærest for andre Folk, hvad de er stoltest af, hvad de helst kommer tilbage til, deres Ære som selvstændigt, uafhængigt Folk, det er blandt os endnu ophidselse, Opvigleri, ja oprørsk Tale.
Jeg ved nok, at der siges til os, at vi har undværet Selvstændighedens Ære hos andre Folk meget over 400 Aar, — og saa bør vi være vant til det. Ja der siges endog, at et Folk, som saa længe har savnet selvstændighedens Æresfølelse, faar den neppe. Der er Folk blandt os selv, som siger dette.
Men alle selvstændige Folk har først været uselvstændige, saa vi kan vel naa, hvad de har naaet, — saa meget mere som vi har havt en Selvstændighed saa stor i Forhold til vort Folketal, at den skinner klart til os gjennem hine hundreder af Aar. Hvad var vi, da vi langt tilbage i
