Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/554

Denne siden er korrekturlest
550


svaret for det. (Stormende Bifald.) Og er din Konge en svensk Mand, og hans norske Regjering alligevel kræver absolut Veto for ham i din Grundlov, skjønt det ikke staar, sørg da for, at det bliver dyrt for den Regjering og for enhver, som efter den kræver det samme. (Stormende Bifald.) Og lader nogen Kongedømmet sige, at absolut Veto kan det ikke opgive, da maa Du aabent svare, at saa maa det norske Folk opgive Kongedømmet. (Langvarigt Bifald.) Mindre maa Valget ikke blive end mellem det absolute Veto og Kongedømmet. (Dundrende Bifald.)

Har det norske Folks store Flertal Æresfølelse nok til at tænke og ville saa? Store Begivenheder skaber ofte paa en Morgen, hvad ellers trænger mange Aartier.

Men sæt, at det ikke har det; sæt, at det vaagner som den gamle Hær paa Stiklestad for mere end 800 Aar siden ikke til Sejr, men til Fald; ligesom hin gamle Hær vil den nye staa op igjen i Folkefølelsen, hvori et Folks Fremtid fødes, og næste Gang faa Sejr, stor og fager Sejr.

Ja, jeg ser en Straaleglans over Fremtidens Norge af vor Kamp idag. Af de tre Brødrefolk gav vi dengang det stærkeste og tidligste Bidrag til Løsningen af Samtidens Statsidé. Vi vil gjøre det samme nu. Her har vi vor Bestemmelse, vort Kald som Folk. Her forener sig alle Betingelser fra gammelt og nyt, den fri store Bondestand, Forholdet til Sverige, Forholdet til dettes Kongehus, den Retning, vort Arbejde har taget, i Bogavl som Politik, vor Kamp fra 1814 til 1830 og fra 1830 til idag. Her mødes alle Aandsveje i Folket, her staar striden, fordi her ligger Folkets Magt. Selv at det er nationalt spaltet, er en Æggelse, derfor en Spaadom om, at vor borgerlige Frihed uden tilsvarende Selvstændighed, vor tilbagesatte Nationalitet uden alles Medvirken til at faa den frem, vor Gang mod Selvstyre uden Kongemagtens Forstaaelse, er Dissonanser, som maa søge Harmoni, — Modsætninger, som vil sammen, for at føde nye, rige Muligheder, — Kræfter, som, hvor sterkt de strides, dog raaber, skriger det samme: her gjælder det, her er Folkesjælen, her er Opgaven, Fremtiden, her, her!

Saa vær med du ogsaa! Vær modig, vær sand! Er du Moder, saa lær dit Barn, at det er ikke nok at have borgerlig Frihed, den er ikke engang tryg, uden at Selvstændighedens Ære er over den for alle Folks øjne. Er du Fader, da husk, hvad du med Skam savnede, hvergang du sammenlignede dit Land med dine Brødres. Det er en Ære at være svensk for Svensken; thi Sverige er et ærerigt Land. Men for Nordmanden er det en Skam; thi saa er han in-