vække Forundring eller Forargelse og bringe alle Hunde til at hyle. Han følte, som Wergeland, allerede tidlig Digterevnen i sig og foresatte sig allerede i Skoledagene, at han vilde bli Digter, «og naturligvis den største af alle». Men for ham som for Wergeland gjaldt det først og fremst at gribe ind i Livet, hvad enten det kunde ske ved at digte eller ad andre Veje. Som han selv har udtrykt sig:
«At være, hvor det netop gjaldt,
det var mig næsten mer end alt,
som ved min Pen blev fæstet.»
Samtidig med at han forberedte sig for sin Digtergjerning, og det saa godt, at hans poetiske Debutarbejde («Synnøve Solbakken») blev et helstøbt fuldendt Mesterværk, kastede han sig som en Brand ind i den offentlige Diskussion, stillede sig i Spidsen for Demonstrationer til Fordel for et national norsk Theater, skrev i Aviserne om Politik eller andre Dagens Spørgsmaal, og saaledes har han fortsat hele Livet igjennem. Ligesom Wergeland endnu paa sit Dødsleje, samtidig med at han udsendte det ene Digterværk efter det andet, vedblev at være rastløs optat af Jødesagen og andre praktisk-politiske Anliggender: saaledes har hos Bjørnson altid Politikeren, Agitatoren, Folkeopdrageren, den utrættelige Avis- og Brev- skriver gaat jevnsides med eller afvexlet med Digteren og Kunstneren. —
Det var, som bekjendt, i Wergelands Samtid og længe efter en almindelig Mening, at han spredte sig altformeget, — at hans Politisering og Agitering var væsentlig forfejlet, og at han vilde være blevet en større Digter, om han havde indskrænket sig til at være det og ikke tillige lagt an paa at være saameget andet. Endog blandt Wergelands ivrigste Beundrere har der været dem, som har hyldet og hævdet denne Mening, og man har citeret hans Ord paa Dødslejet: «Jeg var bare Digter», som Bevis for at han endog selv, ved at se tilbage paa sit Liv, kom til det Resultat, at han helst burde ha indskrænket sig til at skrive Vers. —
