de gjerne ladet Digteren undgjelde for Politikeren og gjort kort Proces med dem begge, for en Sikkerheds Skyld: det var jo dog muligt, at der af den Ros, som ydedes Digteren, kunde —, trods alle Sondringer, — falde lidt Glans ogsaa over Politikeren. Eller de har bare anerkjendt Digteren for at nedsætte og mistænkeliggjøre Politikeren: de Egenskaber, som udgjør en Digters Styrke, er helt forskjellige fra, helt modsatte dem, som en Politiker har Brug for; jo mere begavet altsaa Vedkommende er i poetisk Henseende, des sikkrere kan man være paa, at han Vil bli et Skadedyr, naar han begiver sig ind paa det politiske Omraade. Eller de har fremhævet Bjørnsons poetiske Geni bare for at kunne udbrede sig over, hvor megen Skade der er tilføjet ham og Landet ved hans demagogiske Tilbøjeligheder, som har ført ham paa Afveje, saa han, istedetfor at dyrke og udvikle disse herlige Gaver overensstemmende med deres Væsen, har mishandlet dem og sløset dem bort i fremmede Guders Tjeneste. —
Ikke alene Modstandere, men ogsaa Venner og Partifæller har istemmet denne Klage over at Bjørnson altformeget har ladet sig bortlede fra, hvad der maa opfattes som hans egentlige Livskald. Ikke alene fra politisk, men ogsaa fra æsthetisk Standpunkt har Politikeren i ham været stillet op mod Digteren eller Digteren mod Politikeren og den ene været brugt til at nedsætte eller mistænkeliggjøre den anden. Bjørnson naar som Digter stundom op til de højeste Højder, — — det indrømmes selv af dem, som er mest indtaget mod ham; men han er ujævn, siger man. I hans Dramaer t. Ex., som indeholder saamange ypperlige Figurer og saamange Scener af den mest gribende Virkning, er Tekniken ofte ufuldkommen; man faar et Indtryk af, at han ikke har git sig rigtig god Tid, og Skylden herfor blir lagt paa hans Syslen med Politik og andre praktiske Gjøremaal. Hvilken Kunstner kunde han ikke ha blit, har man sagt, saafremt han havde samlet alle sine Kræfter om sin Kunst! Hvilke Mesterværker vilde han ikke ha skjænket os, om han, uden at la sig
