samme dag. Da hun blev fremstillet for den formentlige Borodin, gjendkjendte hun ham strax, og Kropotkin var nødt til at vedkjende sig sin identitet.
En saa højtstillet persons arrestation vakte stor bevægelse ved hoffet. Kejseren selv blev i den grad oprørt, at da han et aar senere rejste gjennem Karkoff, hvor en fætter af Peter, Alexis Kropotkin, var guvernør, var han ligefrem uhøflig mod ham og spurgte barskt, om det virkelig var sandt, at han var en slægtning af Peter.
I to lange aar var Kropotkin fængslet. Da han engang senere stod for en fransk domstol som politisk fange, ytred han sig i sin forsvarstale til juryen om sin fægselstid omtrent slig: „Hvis I, mine herrer, ligesom jeg, vidste, hvor skrækkelig denne indespærringens pine er, hvis I, ligesom jeg, havde hørt blasfemien fra disse ulykkeliges læber, disse, som havde tabt alt haab, saa vilde I maaske nøle med for fremtiden at anvende den slags straf. Lad mig sige Eder, at i det fængsel, hvor jeg var indespærret, blev ni fanger gale og elve begik selvmord. —
Det er et dystert billede den russiske fyrste gir os i disse faa ord om sin indespærrings tid.
