helt. Det har gaat saan, og slig vil det gaa. Byron har ogsaa sagt det:
Saa slaa da for frihed saa kjækt du kan;
hvis ei du blir hængt, blir du adlet.
Der er en anden side ved anarkisterne, som ogsaa kaster et strejflys over deres store, stærke tro. De forholder sig aldeles indifferent til dagens spørsmaal, til sit lands politik, til det som for øjeblikket rører sig i menneskesindene. Der existerer faktisk ikke i verden noget andet for dem end anarkismen og dens modstandere. Deres sag har grebet dem næsten som en fix idé, der ikke et øjeblik kan komme dem ud af sinde, ikke et sekund forlade deres tanke. Uafladelig og uden ophør pønser de paa de store samfundsproblemer, digter sig den nye verden fix og færdig og holder sig beredt til at gaa derind.
De er ogsaa paa en maade ensidige. Det er umuligt at faa dem med paa at beundre, end sige dyrke det som er skjønt og stort ogsaa i vor stakkars tid. De eier ikke en æstetisk følelse, ikke en snev af skjønhedstrang. Naar man vil vise dem en dejlig kvinde i marmor, et stemningsfuldt maleri, et aandfuldt digt i
