mange ubestemmelige menneskeviljer folde sig ud til samfundsintelligens.
Jeg fik som en anelse om, at der maatte bo en stærk sjæl i dette fyrige legeme, og da jeg siden fik høre lidt om ham selv, blev jeg ikke skuffet.
Han var fadt paa Dora Grossa i det dejlige Torino, hvor hans far var kongelig embedsmand. Han troede ikke, han var femten aar den gang, han blev en selvbevidst anarkist. Det var forresten hans alvorlige mening, at han var født som anarkist. Han forklarte det paa den maade, at naar hans forældre gav ham en befaling, der forekom ham vilkaarlig eller et baand paa hans personlige vilje, da kom der en slig ustyrlig trods og hadskhed over ham, at han kunde aldrig, aldrig i verden lyde deres bud. Men siden sit femtende aar virkede han for sine ideer, og det paa en saa effektiv maade, at den italienske regjering nægtede hans far avancement. Den mente, at naar han ikke magtede at styre sit vanartige barn, saa kunde han heller ikke styre et større embede. Siden den tid blev han hadet af sin far, men desto mere elsket af sin mor. Og hun hjalp
