Nej, gudskelov, her var det da synd at
snakke om at bli slagen med blindhed — paa
den maade ialfald. Al den skjønhed i Paris,
som kan daare og hidse sanseme i overmaal,
den havde endnu ikke naaet hid. Disse høje,
svarte hus syntes mig nøgen som til blusel,
mer nøgen end de kvinder jeg saa gjennem de
vidaabne vinduer.
Det var aarle morgen. Kludesamlerne laa og roded i Bossdyngerne, som halvnøgne kvinder bar ud. Gridsk som de vilde dyr kastede de sig over enhver ny haug, de traf paa, og grundig som en videnskabsmand undersøgte de det tvilsomme indhold. Sengklæder bares ud paa vindusaltanerne for at luftes, vinduerne stod paa vid væg alle steder, af og til steg der et voldsomt hyl fra en hurv unger.... Og portene begyndte at udspy sin menneskestrøm.
Det var tynde, knoklede folk med fine, regelmæssige ansigtstræk og velplejet skjæg. De havde en let, næsten flot gang og bar sine side lærredssærke nonchalant.
Vi — Bertoïa og jeg — satte os udenfor en af de store fabrikbygninger for at se paa arbejderne, som strammed ind. Der var ikke
