damer; og der var fattige, usle, med kluder for væg og vindu, med elendigheden i hver rift og revne og selv i den luft, som sived ud fra disse buler. I det samme vi kjørte forbi et af disse hjem, saa jeg en gammel kjærring, fillet og svart, med det graasprængte haar i vild uorden, med en kats gnistrende øjne, jeg saa hende løfte sin haand til slag mod en ung pige, pyntet og fin, med kokottens gjøglende glans over aasyn og krop.
— Jeg saa dog ikke, at slaget faldt....
Men et andet hjem saa jeg, hvor en underbar kvinde i hvid kjole rakte et barn sin kaffe med en mors dejlige smil.
Det var kun i forbifartens stakkede øjeblik, jeg saa dette. Men billederne er blet siddende....
Vi steg af ved morguen og gik ind. Der laa fire lig i glasskabet, en ældre dame, en ung pige og to mænd. Damen havde nok ligget der i længre tid, thi ansigtet var næsten blaasort, medens den unge pige saa saa hvid og frisk ud, slig, som hun maatte ha set ud i levende live. Jeg betragtede den hob, som stod der og glante med opspærrede øjne og aaben mund.
