Det var løgn det, at sulten og fattigdommen
gjorde folk til anarkister, den bare gjorde
folk end mer idiotiske. Naa — jeg kunde ikke
forstaa det! Kunde jeg ikke skjønne da, at det
var, fordi de norske arbejdere var saa fattige,
at vi ingen skikkelig arbejderbevægelse havde.
Han kunde gi et andet exempel og, sa ban.
Han havde kjendt en smed, og det var en kjæk,
opvakt fyr, men han var uheldigvis gift, og,
hvad som var det værste, han havde faaet sig
en skok unger paa halsen — ni stykker tror
jeg, det var. Og for at bærge livet til sig og
sine maatte han hænge i fra tidlig morgen til
sene kvæld, og han sled som en satan og var
om sig paa alle kanter, hvor der var en sou
at tjene. Men ban bavde nogle arbejdskammerater ogsaa, og de var socialister, og saa
forsøgte de naturligvis at paavirke ham. Da saa
han paa dem med sine store, troskyldige øjne,
rysted paa sit vakre hoved og sa: snak I bare
væk om eders dejlige frihed og lighed og
menneskelykke, men jeg maa nok slide, jeg,
for at skaffe føden til mine og endda takke til,
at vi ikke sulter ihjæl. Naar De, godtfolk,
har faat ni unger og kjærring at forsørge med
Side:Blandt anarkister.djvu/60
Denne siden er korrekturlest