hele Livet, indtil min nu langt fremskredne Alder, og jeg tviler ikke paa, at det vil være ønskelig for mine Efterkommere at lære at kjende de Midler, som jeg har anvendt og som, takket være Forsynets Haand, har vist sig at være saa heldige.
Naar jeg, som ofte er Tilfælde, tænker over den Lykke, som har været mig tildel, saa siger jeg mig selv, at jeg strax vilde beslutte mig til endnu engang at tilbagelægge den samme Løbebane fra Begyndelsen til Enden, saasandt et saadant Tilbud virkelig kunde gjøres mig. Hvad jeg alene vilde betinge mig, var en Forfatters Ret til i andet Oplag at rette de Feil, som har indsneget sig i første. Desuden vilde jeg, om det stod i min Magt, ønske at kunne ombytte enkelte mindre interessante Oplevelser med andre af større Betydning. Men selv uden disse Betingelser vilde jeg gjerne gaa ind paa Tilbudet. Da imidlertid en saadan Gjentagelse af Livet ikke kan finde Sted, gives der efter min Mening intet, der nærmer sig en saadan Gjentagelse mere end at kalde tilbage i Erindringen alle Tildragelser, og at anbetro dem til Papiret for at give dem mere blivende Værd. Ved denne Beskjæftigelse tilfredsstiller jeg ogsaa den for ældre Folk egne og naturlige Tilbøielighed til at tale om sig selv og sine Handlinger, uden at nogen er forpligtet til at høre paa mig, da det jo staar enhver frit at læse hvad jeg skriver eller lade det være.