skrev til mig, at mine Forældre var meget bedrøvet over min pludselige Afreise, og at alt snart vilde vende sig til mit bedste, hvis jeg vilde komme tilbage. Jeg besvarede hans Brev og forklarede ham min Handlemaade. Da han modtog dette, var han tilfældigvis i Selskab med Provinsens Guvernør, Sir William Keith, med hvem han talte om mig og viste Brevet. Guvernøren læste dette og var forbauset over min unge Alder. Han sagde, at han holdt mig for en Mand, af hvis Talenter man kunde vente sig meget og som maatte opmuntres. Hvis jeg derfor vilde gjøre mig selvstændig, vilde han saa meget som mulig støtte mig med alle offentlige Arbeider, han raadede over. Alt dette erfarede jeg først senere af min Svoger.
En Dag, da jeg sammen med Keimer var beskjæftiget ved Vinduet, saa vi Guvernøren og en anden Herre, Oberst French fra Newcastle, komme tvers over Gaden lige mod vort Hus. De bankede paa Døren, og Keimer, som troede at Besøget gjaldt ham, skyndte sig at gaa dem imøde. Men Guvernøren spurgte efter mig og sagde mig med en Høflighed og Nedladenhed, af hvilken jeg hidtil havde mødt saa lidet, en hel Del Smigrerier. Han ønskede at lære mig nærmere at kjende og bebreidede mig i al Venskabelighed at jeg ikke havde gjort ham bekjendt med min Ankomst til Byen. Han bad mig
