mig fra min Plads. Han beklagede kun, at han var nødt til at beholde mig endnu de tre Maaneder, som Kontrakten hjemlede mig. Jeg meddelte ham imidlertid, at hans Beklagelse var ganske overflødig, da jeg ønskede at gaa paa staaende Fod. Med disse Ord tog jeg min Hat og gik.
En af mine Medarbeidere hos Keimer ved Navn Meredith, kom om Aftenen til mig for at tale om det passerede, og da han havde stor Agtelse for mig, var han bedrøvet over at jeg forlod Trykkeriet, medens han maatte forblive der. Jeg havde isinde at vende tilbage til min Fødeby, men han forsøgte at overtale mig til at blive i Filadelfia, og fortalte, at Keimers Forretning var i en saa elendig Forfatning og saa sterkt forgjældet, at hans Kreditorer allerede begyndte at røre paa sig, og at han inden kort Tid maatte gaa fallit, hvoraf han mente jeg kunde høste Fordel. Da jeg foreholdt ham min Mangel paa Kapital, meddelte han mig, at hans Fader havde en meget høi Mening om mig, og at han sikkert vilde laane mig de nødvendige Midler til at etablere et Trykkeri, hvis jeg vilde gaa i Kompagni med ham. „Deres Kundskaber“, tilføiede han, „opveier min Kapital, og vi deler Udbyttet ligt.“ Forslaget var ikke at foragte, og jeg slog til. Hans Fader, der netop var i Byen, gav ogsaa sit Bifald til planen.
Jeg gav ham en Fortegnelse over de Ting, som
