derfor. Andre Forfattere tog hellerikke den ringeste Notits af mig, saaat jeg ved denne fuldstændige Mangel paa Anerkjendelse maatte have tabt Modet, hvis ikke mit Forfatterskab her og der havde skaffet mig en solid Pudding.
Jeg tænkte imidlertid, at den menige Mand, som kjøbte min Almanak, bedst vilde kunne bedømme min Fortjeneste, og virkelig kunde jeg ofte paa mine Vandringer, hvor jeg ikke personlig var kjendt, høre et og andet af mine Ordsprog med den Tilføielse: „som den fattige Richard siger“. Dette beroliget mig noget og bekræftede, at man ikke alene viste at vurdere mine Læresætninger, men lod mig ogsaa merke, at man havde nogen Agtelse for min Autoritet, og jeg vil ikke nægte for, at jeg ofte tillod mig selv med stor Alvor at citere mine egne Læresætninger, for at udbrede dem saa meget som mulig.
Bedøm nu, hvormeget den Tildragelse maatte glæde mig, som jeg nu vil fortælle dig.
Jeg kom nylig til et Sted, hvor der havde samlet sig en stor Mængde Mennesker for at være tilstede ved en Auktion over forskjellige Kjøbmandsvarer. Den til Auktionen fastsatte Time var endnu ikke inde og imedens talte Folk om de slette Tider og de store Skatter og Afgifter. En af de tilstedeværende sagde
