af kongelig Landsvist; medens heller ikke den Dræbtes Arvinger var berettigede til at øve nogen Hævn mod den, som Kongen havde givet Landsvist, men maatte lade sig nøje med de Bøder, som Domsmændene bestemte. Det blev nu ogsaa ubetinget forbudt at hævne sig paa Drabsmanden før Dommen; han skulde nu altid føres til Kongens Ombudsmand og dømmes af Tinget. Denne Tingmændenes Dom gik da naturligvis, hvis Eftermaalsmanden fordrede det, altid ud paa Fredløshed, og hvis da ikke Kongen gav ham Landsvist, var det Sysselmandens Pligt at foranstalte ham aflivet (se især M. L. IV. 1, 2, 16 og 17 jfr. 20 samt Hdsk. Kap. 36).
Ægteskabet (hjúskapr, hjónalag) betragtedes af Nordmændene, ligesom af alle de gamle Germaner (jfr. Tacitus Germania Kap. 18 og 19), med stor Ærbødighed, og findes allerede under Hedendommen at være stillet under Gudernes Varetægt, og dets Stiftelse ledsaget med religiøse Ceremonier (jfr. yngre Edda, Gylfag. Kap. 35 No. 9[1], ældre Edda, Hamarsheimt Str. 30[2]). Dette var ogsaa en naturlig Følge af den høje Betydning, som de Gamle tillagde Familieforbindelsen. Men herunder var dog altid Ægteskabs-Forholdets rent borgerlige Betydning, som Foreningsbaand (tengdir) mellem Ætterne, den fremherskende Betragtning; dets højere Betydning for Individerne, som et paa Personlighedens fulde Hengivelse hvilende Livsforhold, kommer i hele den ældre Tid kun lidet tilsyne[3]. Vel stilledes Ægteskabet efter Kristendommens Indførelse tillige under Kirkens Tilsyn; men Kirkens Grundsætning: at Ægteskabet er et Sakrament, der fuldbyrdes, uafhængig af verdslig Magt, ved Parternes consensus
