ved Lovene gaar an at holde sig saa strengt til Ordforstanden, eller saa umiddelbart at udlede Retssætningerne af de enkelte Lovbestemmelser, som ved nyere Love. Det kommer mest an paa af Loven at sætte sig ind i de Gamles Betragtning af ethvert Retsforhold i dets Almindelighed, og heraf igjen at udlede de enkelte Retssætninger. Selve Lovenes saa ofte rent ordsproglige Form viser, hvor lidet de har været bestemte til at tages synderlig paa Ordet.
Paa den anden Side er det ikke mindre nødvendigt strengt at holde sig til Kilderne, og vel at vogte sig for vilkaarlige Konstruktioner. Det bliver derfor mangen Gang vanskeligt nok at forene den tilbørlige Troskab imod Kilderne med den fornødne Frihed ved deres Benyttelse.
En anden Vanskelighed ved Behandlingen af vore ældre Love som Retskilder, hvilken ogsaa har sin Grund i den ovenfor skildrede Retsudvikling, ligger deri, at ikke alle de Lovbestemmelser, som findes i en og samme Lov, har været samtidig gjældende, idet sednere Lovbestemmelser, der ophæver eller forandrer det tidligere gjældende, er tilføjede, uden at derhos det ældre er udeladt eller har undergaaet den fornødne Forandring.
Man kan mærke sig følgende 9 Stadier i den norske Retsforfatnings Udvikling:
1. Fra de ældste Tider indtil Rigets Samling til et Hele og Monarkiets Indførelse ved Harald Haarfagre, 872.
2. Fra Harald Haarfagre til Kristendommens Indførelse ved Olaf den hellige.
3. Fra Olaf den hellige til Magnus Lagabøters Lovrevision 1274.
4. Fra Magnus Lagabøter til Foreningen med Danmark, 1387.
5. Fra Foreningen med Danmark til Reformationen 1537, og Norges Underkastelse under Danmark.
6. Fra Reformationen til Christian d. 4des Lovbog af 1604.
7. Fra Christian d. 4des Lovbog til Christian d. 5tes Norske Lov af 1687.
