skulde de i det putative Ægteskab avlede Børn betragtes som ægte, selv om Forældrenes Ægteskab paa Grund af nogen sednere opdaget og dem ubekjendt Ægteskabshindring maatte kjendes ugyldigt. Denne Bestemmelse er gjentagen i Rb. 1280 Art. 6[1], og af et Tillæg til denne Rb. fra 2den Halvdel af det 16de Aarhundrede (gl. L. III. S. 11) synes dette at være blevet anvendt saaledes, at Lysningens Undladelse ubetinget bevirkede, at Børnene ansaaes for uægte. Efter J. K. R. 40 og M. K. R. resp. 15 og 23 skulde Lysningen helst foregaa far Fæstemaalets endelige Afslutning[2].
Kirkelig Vielse (púsan) omtales først i J. K. R. 41, og var hverken borgerligt eller kirkeligt nogen til Ægteskabets Stiftelse nødvendig Akt, og navnlig ingen Betingelse for dets sakramentale Virkning; hvorimod vistnok Kirken altid strengt fordrede af sine Medlemmer, at de ikke modvillig undlod at søge dens Velsignelse af sine Ægteskaber. Vielse kunde imidlertid aldrig tildeles noget Ægteskab, hvor nogen af Ægtefællerne forhen havde været viede (c. 1, 3, X. de sec. nupt. (4. 21), jfr. Eilifs 3dje Stat. 1320, gl. L. III. S. 263). Hvor saaledes en Ungkarl eller Mø ægtede en Enke eller Enkemand, kunde dette Ægteskab ikke erholde kirkelig Vielse; men hvis hin siden, efter sin Ægtefælles Død, indtraadte i Ægteskab med en Mø eller Ungkarl, kunde dette andet Ægteskab vel erholde Vielse; thi Grunden var ikke Misbilligelse af det andet Ægteskab i og for sig, men alene den, at Vielsen ikke maatte gjentages for Nogen.
Om Vielsen i den protestantiske Tid se J. Nellemann, Om kirkelig Vielse som Betingelse for lovligt Ægteskab, i (dansk) Historisk Tidsskrift 5te Række I. S. 263 fgg.
Af absolute Ægteskabshindringer nævner alle de gamle Love: tidligere bestaaende Ægteskab, hvortil sednere ogsaa henførtes Fæstemaal, forbundet med legemlig Omgang (G. L. 25, B. K. R. 17, E. K. R. 22, F. L. III. 10, B. R. 8, J. K. R. 40 jfr. 44 og Rb. 29de Marts 1392 (Dipl. Norv. VI. No. 338), samt for nært Slægtskab eller Svogerskab.
