skulde medføre en virkelig Erhvervelse for den ene af en Del af den andens oprindelige Formue.
Lovens Bestemmelser om Fællig har derhos tildels været forskjellige i de forskjellige Lagdømmer. Ifølge G. L. 53 var. Konen uberettiget til at nægte sin Mand Fællig; men Loven opstiller selv visse bestemte Regler for Fælligets Stiftelse. Kun hvis Ægtefællerne havde fælles Barn, kunde de oprette Fællig, saaledes som de vilde; i modsat Fald maatte de begge have sine Arvingers Samtykke; havde Konen umyndige Særkuldbørn af tidligere Ægteskab, skulde disses Fædrenefrænder tilstevnes for at paase, at Fælliget bliver oprettet med Iagttagelse af forholdsmæssigt Tilskud, saavel i Jordegods som Løsøre, fra begge Sider, og at Mandens Indkomst (föng) er større end hendes. Det oprettede Fællig skulde lyses i Mænds Forsamling. Ulovlig lagt Fællig kunde rokkes saavel af Konens som af Mandens Arvinger inden 20 Aar. Havde Ægtefællerne imidlertid levet sammen i 20 Aar, indtraadte Fællig af sig selv, om det end ikke var lagt tilforn, jfr. Kap. 125. I Fælliget tilkom der. Manden to Tredjedele og Konen en Tredjedel (þriðjungsfélag). Ved nogen af Ægtefællernes Død skal Gjælden betales i Forhold til enhvers Part i Fælliget (Kap. 115[1]). – Heri synes det klart at være udtrykt, at enhver beholder sin oprindelige Formue, og at alene begges Afkastning bliver Fællesejendom i det bestemte Forhold, ligesom de i samme Forhold maa tilsvare den under Ægteskabet stiftede Gjæld.
Dunklere er derimod Bestemmelserne i Frostatingsloven, der ikke omtaler nogen Ret for Manden til at kræve Fællig oprettet, ligesom den overhovedet aldeles ikke omtaler det kontraktmæssige Fællig; men derimod lader legalt Fællig i Forholdet 2 til 1 indtræde, saa snart Ægtefællerne har levet sammen i et Aar (F. L. XI. 6 og 8). Udtrykkene er her saadanne, at de nærmest kunde synes at betegne et virkeligt Fællesskab i al Formue, hvilket dog neppe er at antage[2].
