gildi, landskyld) og andre Byrder, som han fandt forgodt.[1] Denne ordning indførte Harald ikke alene i de erobrede Landskaber, men ogsaa i sine oprindelige Arvelande. Kongedømmet selv betegnes herefter som en «Odel (Ejendom) i Kong Haralds Æt». – Harald indførte tillige et ordentligt Beskatningsvæsen og indrettede Embedsværket efter den nye Tingenes Orden. «I ethvert Fylke satte han en Jarl, som skulde dømme Lov og Landsret og indkræve Sagøre og Landskyld, og skulde Jarlen have Tredjedelen af Skatter og Skylder til sin Underholdning. Hver Jarl skulde have under sig 4 eller dere Herser (Lændermænd), og skulde hver af dem have 20 Marks Veitsle». Ligesaa ordnede han Krigsvæsenet: hver Jarl skulde holde 60, og hver Herser 20 Krigsmænd paa sin egen Bekostning til Kongens Tjeneste.
Harald siges endvidere at have givet Love om Utugt, Trolddom, Tvekamp og Sørøveri, hvorom vi dog intet nærmere ved, se Heimskr. Har. s. hárf. Kap. 6 og 24; Fagrsk. Kap. 14 og 17, jfr. G. L. Kap. 198.
Haralds Love gjaldt naturligvis for alle hans Undersaatter; men iøvrigt medførte Rigets Samling til et Hele ikke nogen tilsvarende Enhed i Lovgivning. De særskilte Love for de forskjellige Landsdele vedblev fremdeles at gjælde og blev først 400 Aar sednere sammenstøbte til en eneste fælles Landslov.
Ved et Ting paa Oplandene ved Aar 900 gav Harald en Anordning om Tronfølgen, hvorefter alle hans Ætlinge paa Mandssiden skulde have Kongeværdighed og hans Ætlinge paa Kvindesiden Jarleværdighed. Enhver af sine Sønner gav han en Del af Landet at styre; men En skulde som Overkonge staa i Spidsen for det hele Land, og de kongelige Indtægter deles mellem Overkongen, Underkongen og Jarlen (Heimskr. Har. s. hárf. Kap. 35 og 44). Ved Indstiftelsen af dette Overkongedømme søgte Harald at sikre Rigets Enhed uden at bryde med den ældgamle Regel, der gav alle en
- ↑ Jfr. K. Maurer, Über die Einziehung der norwegischen Odelsgüter durch K. Harald Hàrf., i Germania XIV. S. 27 fgg. E. Sars, Om Harald Haarfagres Samling af de norske Fylker, i Historisk Tidsskrift II. S. 171 fgg.
