kommet. – Denne Sætning, der ogsaa efter den ældre Ret synes at have været almindelig anerkjendt, naar Odelsgods gik i Arv i Sidelinjerne (jfr. M. L. VI. 7 og V. 7 4de Arv i Slutn.[1]), er optagen i Chr. IV. L. Odelsb. Kap. 6, se og Dom af 4 Aug. 1557 (Paus S. 320). – Chr. IV. Lov opstillede tillige den almindelige Regel, at Odelsarvingen altid skal tage sit Odelsgods uden Vederlag. Denne Regel, der dog vel ikke er anderledes at forstaa, end at Odelsarvingen skal kunne tage sit Odelsgods uden Hensyn til sin Arvelods Størrelse, men dog saa at de øvrige Arvinger faar sin Fyldest af de øvrige Efterladenskaber, hvis saadanne gives, var maaske ogsaa gjældende efter de ældre Love i Tilfælde, hvor visse Arvinger udelukkende tillægges Ret til Odelen, medens andre iøvrigt ligestillede Medarvinger tillægges Løsøret; men at den i alle Fald i denne almindelige Udstrækning ikke har været gjældende i M. L., synes klart at fremgaa af Bestemmelsen om Sønnesøns Arv i Forbindelse med sin Faders Brødre i M. L. V. 7 1ste Arv, hvor det udtrykkelig siges, at Jorden skal løses. Regelen er i denne Form vistnok indkommen fra den danske Lovgivning om Arvejord i Almindelighed, hvorefter denne stod udenfor den almindelige Arvegang og altid tilfaldt den Linje, hvorfra den i sin Tid var kommen, jfr. Dommen af 4 Aug. 1557.
Med de anførte Undtagelser gik odelsgods i Arv ganske som Arveladerens øvrige Ejendele, og Arvingen blev ipso jure nærmeste Odelsmand til det Odelsgods, som han tog i Arv. De øvrige Medlemmer af Ætten beholdt i alle Tilfælde, saalænge Godset var i Ættens Besiddelse, sin Hauldsret, der ikke var afhængig af Arveretten, men fulgte umiddelbart med Fødselen. Kun hvis Besidderen vilde sælge Godset, havde de øvrige Medlemmer af Ætten (óðalsnautar) Forkjøbsret til samme; men deres indbyrdes Ret i denne Henseende beregnedes altid efter Forholdet til Besidderen,
- ↑ Hvervitna þar, sem óðalsjørð er til í skipti (mellem samfædre Faster, samfædre Broderdatter og sammødre Søster), þá hafi þat óðal er til er borit, en hinir lausa aura.
