Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/176

Denne siden er korrekturlest

egen Part, for den samme Landskyld, som en Fremmed vilde give, og selv om den ikke ligger samtunes med hans egen, er han dog fortrinsberettiget til at faa den bygslet, hvis den ligger i samme Hered og ikke er adskilt fra hans egen Del ved naturlige Grænser; dog kun hvis han har taget hele sin egen Del under Dyrkning, G. L. 88, M. L. VII. 16[1] (jfr. Dipl. Norv. III. No. 1071). Denne Regel, der i de ældste Tider, især saa længe Vikingetiden varede, vistnok for en stor Del erstattede Aasædesretten og bevirkede, at Gaardene, om end ikke retlig, saa dog faktisk, holdtes samlede, – er optagen i Chr. IV. L. 14 med Tillæg af den yderligere Betingelse, at odelsmanden mindst ejer Halvparten af Gaarden, og følgelig selv raader for Bygselen, samt derhos er Boslitsmand. Men herved kom den ikke til at indeholde andet, end hvad der fulgte af Samejeres indbyrdes Forhold til Jordens Bortbygsling og Jorddrottens Adgang til at fordrive Lejlændingen i Almindelighed (ifølge M. L. VII. 1, Chr. IV. Lov ibid., Rec. 1539 Art. 19, jfr. Fr. 7 Aug. 1514 Art. 2 og Chr. V. L. 3–14–2), og i denne Skikkelse er Bestemmelsen gaaet over i Chr. V. L. 3–13–1 og 2. – Ved Rec. 1539 Art. 12 blev endvidere de odelsbaarne til Gods, som var skjænket til Kirker og Klostre, givne Fortrinsret til at erholde samme bygslet for lovlig Landskyld, og denne Bestemmelse, der stemmer med, hvad der i Danmark var gjældende (se Kold. Rec. 1558 Art. 41) for Arvingerne efter dem, som havde skjænket Jordegods til Kirken, er optagen i Chr. IV. L. Odelsb. Kap. 4.

Vilde nogen Mand i levende Live sælge sit Odelsgods,

  1. Nú skal maðr hafa óðalsjørð sína at búa á heldr en annarr valinkunnr maðr, allt þat er samtýnis liggr. Nú ef óðalsnautar vilja eigi byggja hánum, þá skal hann bjóða þeim leigu fyrir fardaga, slíka sem aðrir menn vilja leigt hafa, ok sé þó eigi at fjándboði … Nú liggr jørð eigi samtýnis, þá skal hann þó hafa, ef hann hefir áðr vunna sína jørð alla, þá er hann á, ok liggr samheraðs, ok þar etja andvirki øllu á. Eigi má hann jørð hafa, ef fjøll eða forað eða fjørðr eða ár úfœrar banna.