gjennemgribende, idet det fremfor alt gjældte om at udrydde alle Spor af Hedenskabet. Endvidere satte Olaf Kristenretten med sin Hirdbiskop Grimkjelds og andre Gejstliges Raad, og fik den antagen af Folket, sandsynligvis paa Mostrarting 1024.[1] Kristenretten føjedes som en egen Bolk eller Afdeling til hver af Landslovene, og blev saaledes i den følgende Tid Gjenstand for selvstændig Udvikling i Forbindelse med denne. Endelig udgav Olaf en Hirdskraa eller Anordning om Tjenesten i Kongens Hird[2] (Heimskr. Ol. s. helga Kap. 55, 56, 58, 62, 120 og 133, legend. Saga Kap. 31. Jfr. Fagrsk. Kap. 29. G. L. 10, F. L. III. 1). – Den fuldstændige omvæltning, som Olafs Foranstaltninger maa have frembragt i Landets Retsforfatning, i Forbindelse med den Glands, Helgenglorien spredte over hans Værk, bevirkede i den følgende Tid, at man betragtede Landets gamle Ret som udgangen fra ham og staaende under hans Varetægt (St. Olafs løg; Olavus perpetuus rex Norvegiæ).
Olafs Forsøg paa at bringe Island til at underkaste sig moderlandet mislykkedes. Derimod sluttedes c. 1022 en Overenskomst angaaende Nordmænds og Islændingers gjensidige Ret (Norges gl. Love I. S. 437).[3]
Efter Stiklestadslaget udgaves under Sven Knutssøns korte Regjering (1030–1035) en Række strenge og ydmygende Forordninger af den danske Konge, der behandlede Norge ganske som et erobret Land: Ingen Mand maatte under sin Ejendoms Fortabelse fare af Landet uden Kongens Tilladelse; Drabsmænd skulde have forbrudt saavel Jord som Løsøre; Arv, som tilfaldt fredløs Mand; skulde tilhøre Kongen; Mænd og Kvinder skulde til Julen hvert Aar skjænke Kongen Gaver; Bønderne var pligtige at bygge ane de Huse, som Kongen vilde have paa sine Gaarde; Leding skulde udredes for hver 7de Person over 5 Aar; Hver, som
