ensstemmende med den almindelige Regel i F. L. X. 28 og XIII. 1, skulde derhos ved alle Salg af Jordegods være vidner tilstede, hvorfor Kjøberen i Løbet af 20 Aar skulde svare. Ved disse Vidner skulde Kjøbets Omfang og Betingelser i Tvisttilfælde bevises, navnlig hvorvidt Gjenløsningsret var forbeholdt eller ikke. Ti ved Forsalejord havde naturligvis Sælgeren Ret til, overensstemmende med Aftalen, at løse Godset, og samme Ret tilkom ifølge F. L. XII. 1, jfr. IX. 30, efter hans Død hans Arvinger i 10 Aar efter opnaaet Myndighed. Men dog skulde Løsningsretten lyses inden det Fylke, hvori Jorden var beliggende, inden 20 Aar; i modsat Fald var efter F. L. XII. 7 Løsningsretten forspildt, medens efter G. L. 272 Forsømmelsen alene medførte, at Godset nu maatte løses for sin fulde Værdi. At der her alene tales om den kontraktmæssige Løsning, fremgaar for det første klart af Forbindelsen med Kap. 276 i Slutn. og dernæst deraf, at det udtrykkelig siges i Kap. 272, at rette Løsningsvidner (arofar af rjúfa) er de, som var tilstede ved deres Handel, af hvad Byrd de end er, – medens Vidnerne ved den egentlige Odelsløsning efter 266 nødvendigvis maatte være odelsbaarne i det Fylke, hvori Jorden laa. – F. L. XII. 7 anden Halvdel; «Svá er ok mælt» o. s. v. synes iøvrigt, ligesom samme Parts første Kapitel, at være en sednere tilføjet Bestemmelse.
De Odelsberettigedes Forkjøbsret synes saaledes ikke at have været betrygget ved særdeles stærke Garantier. Antageligt er det dog, at det i hine gamle Tider vistnok kun sjælden hændte, at Nogen solgte sin Jord til Fremmede, uden at Nogen af de øvrige Odelsfæller gjorde sin Forkjøbsret gjældende, med mindre hele Ætten var bleven saa forarmet, at Forkjøbsretten var dem til ingen Nytte. Og i dette Tilfælde vilde længere Præskriptionsfrister været af liden Interesse; ti al den Stund odelsretten endnu havde den gamle Karakter af sand Familieret, kunde en Gaard, som en rum Tid havde været udenfor Familiens Besiddelse, ikke for denne have synderlig højere Interesse end enhver anden. For de Ufødtes, Umyndiges, og Fraværendes Interesse ved Lovbydelsen blev der sikkerlig altid tilstrækkelig sørget af dem,
