nøje lovbestemt, til hvilket Beløb Hustruen var berettiget til at slutte Handler, i Forhold til Mandens Stand (G. L. 56, F. L. XI. 22 og 23, M. L. VIII. 21). Endog hvor en hel Formuesmasse var overdragen en Anden til Bestyrelse, var Ejeren ikke derfor afskaaret Adgangen til at omstøde ulovlige Afhændelser selv lige over for godtroende Tredjemand. Saaledes giver F. L. IX. 23 den Umyndige Ret til fra Tredjemand at vindicere, hvad hans Værge i sin Tid ulovlig har solgt, hvis han ikke kan erholde Fyldestgjørelse hos Værgen (jfr. ovf. S. 137), og, skjønt G. L. 115 viser, at Hustruen for sin Hjemmegift alene havde en Fordring paa Mandens Bo, – hvilken dog var prioriteret lige med Umyndiges Fordringer, – er det dog ikke tvivlsomt, at hun for sit indbragte Jordegods har beholdt sin tinglige Ret, hvad ligefrem siges i F. L. XI. 8 og 15, M. L. V. 4 (jfr. ovf. S. 115).
Denne de norske Loves ubetingede Anerkjendelse af den tinglige Ret overalt, hvor en saadan var indrømmet[1], og den Berettigedes Frihed til altid at søge lige paa Tingen uden Hensyn til Personen, i skarp Modsætning ikke alene til den tydske men ogsaa til den danske og svenske Ret, der i stor Udstrækning opretholder den i lovlig Form stiftede Besiddelse lige over for Ejerens Vindikation, – er vistnok ikke noget Laan fra Romerretten, men egentlig en streng Konsekvens af vore Forfædres hele, paa Odelstanken hvilende Opfatning af Retten og dens Omfang. Nordmændene tænkte sig aldrig Ejendomsretten, ligesaalidt som andre Rettigheder, hvilende paa nogen Anerkjendelse fra Samfundets Side, men som et ganske suverænt Forhold mellem Rettens Subjekt og dens Objekt. Samfundets Anerkjendelse beroede derimod paa, hvorvidt Retsforholdet var bevisligt eller ikke. Enhver Raadighed som Nogen selv besad, maatte han med samme Ret kunne overdrage Andre, og Tredjemand maatte være skyldig at respektere det virkelige Forhold. Tingligheden i sin Renhed ligger ligefrem i Rettens Begreb; den Retsusik-
- ↑ Jfr. Aschehoug i Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur 1854 S. 209 fgg.
