seende til Arvegang, som til Salg eller Bortbygsling, og hvorom ovenfor er handlet (§ 28). – I Modsætning til Odelsjord siges det derfor ogsaa i G. L. 270, at «al anden Jord skal følge Løsøret», d. e. være lige Retsvilkaar undergivet med dette. Men dette er alene at forstaa i de i Loven udtrykkelig fremhævede Retninger, nemlig i Forhold til Arvegangen og Ættens Forkjøbsret; i andre Henseender gjaldt naturligvis de almindelige Regler om fast Gods. Den Jord, som ikke var Odelsjord, benævnedes Kjøbejord (kaupjørð eller kauplønd) og Ejeren kauplendingr i Modsætning saavel til leiglendingr som til Odelsbonde, F. L. XIII. 25. Jfr. ogsaa gjaflendingr, Sverres S. Kap. 92.
Løsøret inddeltes i levende eller dødt Gods (kvikfé – dautt fé). Til det første henregnedes alt Slags Kvæg, stort og smaat, samt Trælle; til det sidste alt andet løst Gods, lige meget om det var individuelt eller generisk bestemte Gjenstande (som vejes, tælles eller maales, J. K. R. 55). Denne Inddeling var fornemmelig af Vigtighed ved Bestemmelsen af det kontraktmæssige Ansvar i Tilfælde af Salg, idet Sælgeren ved det første maatte indestaa for lønlige Fejl, men ved det sidste alene for Vanhjemmel og Forfalskning (G. L. 40, 44 og 45; F. L. V. 41 og X. 48; B. R. 107 og 108; M. L. VIII. 10, 16 og 17), ligesom det i den kirkelige Lovgivning var forbudt at tage Leje (Rente) af dødt Gods, hvilket Forbud ogsaa optoges i den verdslige Lovgivning ved Magnus Lagabøters Rb. i N. gl. L. II. S. 484, jfr. S. 167 Note 27.
Derimod gjorde vore Forfædre ikke nogen retlig Adskillelse mellem fungible og ikke-fungible Ting; det kom i denne Henseende blot an paa, hvorvidt Parterne havde behandlet Gjenstanden som særskilt Ting eller som en Kvantitet. – Penge (Mynt) var for Kong Sverres Tid kun lidet anvendte. Ved Betalinger benyttedes ikke alene umyntet Metal, almindeligvis i Form af Ringe (baugar), eller fremmede, især engelske og tydske, Mynter efter Vægt, men ogsaa andre i det daglige Liv let anvendelige Artikler: Trælle, Kreaturer, Vaaben og fremfor alt Vadmel, hvilke Artikler tildels endog havde sin lovbestemte Taxt (løgaurar). Den, som havde Penge tilgode, kunde ikke vægre sig ved at modtage Beta-
