Ved Fr. 21 Juli 1657 blev det under den ved Krigen med Sverige foraarsagede Finansnød paabudt, at alle skriftlige Dokumenter skulde skrives paa stemplet eller, som det kaldtes, sejglet eller trykt Papir, jfr. Fr. 1 Oktbr og 8 Novbr. 1660 og 18 Jan. 1661, under Straf af Dokumentets Ugyldighed og Konfiskation af sammes Paalydende.
Om virkningen af Vilfarelse i Retshandler indeholder de gamle Love ingen almindelige Bestemmelser. Det synes dog, at aabenbare Misforstaaelser og Forvexlinger altid gjorde det Passerede ugyldigt. F. L. V. 42, B. R. 154, M. L. VIII. 2, B. L. 3[1] bestemmer i Almindelighed, at Fejltællinger (oftalt – vantalt) skal berigtiges, hvilket vistnok gjælder saavel uopfyldte som opfyldte Handler. – Iøvrigt synes Enhver selv at have maattet bære Følgen af sin Vilfarelse, for saa vidt ikke enten nogen Svig eller Uagtsomhed faldt Modparten til Last, eller Kontrakten selv medførte en videre gaaende Ansvarlighed.
At Svig og Vanhjemmel fra nogen Parts Side altid gjorde Retshandlen ugyldig, saa at Modparten havde Ret til at kræve Handlen ophævet og efter Omstændighederne Straf og Erstatning, følger af sig selv og bestemmes oftere, se G. L. 40, 44, 45, 57; F. L. V. 51, X. 48; B. R. 107 og 108; M. L. VIII. 10, 13, 16, 17; Chr. IV. L. ibid., B. L. 4, 5, 8, 9 o. fl. – Ved Hjemmel (heimild) forstaaes i det gamle Retssprog imidlertid alene den egentlige evictio, eller Garanti for, at Modparten ikke af en bedre Berettiget skal fratages Tingen, men ikke at denne skal besidde de forudsatte Egenskaber, se især F. L. V. 41[2]. – Mangler ved Handelens
