Om Sameje i Skib bestemte M. L. l. c., at, hvis ingen af Medrederne havde Raad til at løse det hele, og det heller ikke kunde faaes solgt til Andre, kunde den af Medejerne, som vilde, benytte Skibet, og af Fortjenesten først tage sig betalt for sine Udlæg, og derefter betale de øvrige deres Del af det rene Udbytte; jfr. Fr. II. Søret af 1561 Art. 61 (Kilden til Lovb. 4–1–35).
Om Erhvervelsen af Tingens Frugter taler Loven alene ved faste Ejendomme, hvor Regelen er, at Afgrøden er et Tilbehør til Grunden og, selv om den er separeret, følger denne ved dens Vindikation, for saa vidt den ikke allerede er konsumeret; hvorimod Brugeren først ved den omforenede Forpagtningsafgifts Erlæggelse erhverver Retten dertil (landskyld heimilar lóð); se G. L. 72, 75; F. L. XIII. 1. og 17, XIV. 2; M. L. VII. 1, 10, 12 o. fl. – At Ejeren af et Dyr erhverver Ejendomsretten til dets Affødning, om end Dyret besiddes af en Anden paa hans Vegne, er forudsat i G. L. 43, M. L. VIII. 15, Chr. IV. L. ibid. (Kilden til Lovb. 5–8–13); men hvorvidt det samme gjældte, hvis Besidderen havde Tingen i eget Navn, kan ikke sees. Trælkvindes Barn tilhørte ifølge G. L. 57 Faderens, ikke Moderens Herre. – Bestemmelsen i Lovb. 5–2–90 er tagen af Chr. IV. L. IV. 7, der ikke er tagen af M. L., men gjenfindes i den islandske Jb. V. 14.
Blandt de enkelte Ejendomsgjenstande er det fornemmelig Landejendommene, hvis Retsforhold vore gamle Love med størst Fuldstændighed behandler. Vi har ovenfor fremstillet saavel de særegne Forskrifter, der gjaldt angaaende disses Afhændelse og Erhvervelse, som den fremragende personlige Retsstilling, Grundejerne indtog mellem de øvrige Thegner. Paa dette Sted skal derfor alene omhandles de Grundejendom som saadan særskilt vedkommende Retsforhold.
Selve Ejendomsretten var, som foran bemærket, ikke ved fast Gods undergiven andre Vilkaar end ved Løsøre, fraregnet
