Norge. Han lod sætte den Lov, som nu er kaldet den nye Lov. Han afskaffede alle Manddrab og Lemlæstelser. Ingen skulde nyde Fred i Landet, som tog anden Mands Ægtehustru. Alle Ættedrab lod han afskaffe, saa at ingen skulde undgjælde for andres Brøde, men bede til dem, som Loven sagde.» – Ved «den nye Lov» menes uden Tvivl den af Kong Haakon foranstaltede; endnu bevarede Udgave af Frostatingsloven, hvilken, som det udtrykkelig siges (F. L. Indl. 25), i sit Indhold ikke afviger fra den gamle Frostatingsbog (Graagaasen); men Inddelingen er for Bekvemheds Skyld forandret fra 9 Bolker til 16 Parter, og Erkebiskop Sigurds Kristenret samt et nyere sagetal (Sverres?) indsatte paa sit Sted, henholdsvis som 2den og 3die Part og 6te Part, istedetfor de tilsvarende Afsnit af den ældre Lov.[1] Derhos er til Loven føjet en Indledning, indeholdende Kongens oven nævnte Retterbøder af 1244 og 1260; 16de Part indeholder Magnus Barfods sønners Retterbøder angaaende ophævelsen af Sven Knutssøns Anordninger, og andre Retterbøder af Haakon selv eller maaske af Kong Sverrer sees at være indskudte paa dere Steder i Loven, saaledes om Løsningen af Strid mellem Vidner, F. L. XIII. 24, og om Arv efter den, som er død udenlands, F. L. XIV . 6. – Det synes at have været Kongens Hensigt at undergive den norske Lovgivning en mere gjennemgribende Revision, og antagelig er den af hans Søn Magnus fuldbyrdede Sammenarbejdelse af de 4 Lagdømmers forskjellige Love til en eneste Landslov forberedt af ham. Det er heller ikke usandsynligt at i det mindste det første Udkast til den af Kong Magnus for Island givne og i 1271 antagne Lovbog, Járnsiða, der i alt væsenligt er en Sammenstøbning af Frostatings- og Gulatingsloven, og hvorigjennem den norske Lovgivning overførtes til Island, oprindelig hidrører fra Kong Haakon, med hvis Navn (Hákonarbók) den ogsaa i Henhold til en gammel Tradition stundum benævnes.[2] – Maaske har ogsaa den saa-
Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/32
Denne siden er korrekturlest
