F. L. XII. 4); dog behøvede man efter G. L. ikke at lovbyde til sin egen Søn. Vilde Frænderne ikke give saa meget for den (ɔ: laane saa meget paa den), som en Fremmed, kunde den overdrages til denne. Men selv om Ejeren havde overdraget Jorden til en Fremmed for en ringere Sum, synes det efter G. L. 276[1], at Odelsmanden ikke kunde rokke Salget, med mindre Jorden fremdeles befandt sig i den oprindelige Kjøbers Besiddelse, og at selv da denne kunde afværge Løsningen ved at forøge den for samme erlagte Sum. – Salget skulde her som overalt foregaa ved Skjødning, og vidner tages paa Handelens Vilkaar, for hvilke Vidner Kjøberen (Kreditor) havde Ansvaret; hvorimod naturligvis Bevisbyrden for, at Jorden kun var solgt med Gjenløsningsret og ikke til Odel og Eje, paalaa sælgeren (Debitor), jfr. G. L. 272, F. L. XII. 1. At Kjøberen igjen frit kunde overdrage Jorden til en Anden, og det for saa stor Kjøbesum, som han kunde erholde, er en Selvfølge; men paa den oprindelige Ejers Gjenløsningsret havde dette naturligvis ingen Indflydelse, G. L. 286.
Indløsningen af saaledes solgt (pantsat) Jord foregik i de almindelige Odelsløsningsformer (jarðarbrigð); men de to Loves Bestemmelser herom er noget afvigende. G. L. skjelner, som anført, mellem om en bestemt Termin er fastsat (stefnu-jörð), eller ikke (mála-jörð). I første Tilfælde (G. L. 276) skulde Sælgeren til den bestemte Termin udsige Kjøberen om Høsten og stevne ham til Jorden Torsdag i Paaskeugen det følgende Aar til at modtage sine Penge (til auratöku). Her skulde Løsningsmanden føre sine Vidner paa, «hvor mange Penge Besidderen ejer i den Jord», og disse Penge skal han udrede, hvis ikke Besidderen kan skaffe Vidner for Mere (jfr. Kap. 284). Oversad den tidligere Ejer
- ↑ Nú vill hann til vetrar-stefnu jørð selja, 15 vetr, þá skal þat kaup halda, nema með einum hlut má rjúfa, ef jørd var boðin, þá má með þeim einum rjúfa ef úseld er; sekr er sá er seldi; þá skal hann bjóða hanum at auka aura við hann ok hafa jørð til stefnu sem hann keypti; nú ef hinn vill eigi auka hánum aura, þá skal hann bjóða öðalsmønnum at kaupa; en ef þeir vilja eigi kaupa, þá skal hann selja þeim, er dýrst kaupir.
