forsaavidt det forældede udelodes og det nye tilføjedes. Ved Lovens skriftlige Optegnelse har da vistnok disse Retsforedrag afgivet Stoffet. Den er bleven nedskreven efter Hukommelsen, inddelt i de Afsnit, hvori den plejede at foredrages, og saavidt muligt med Foredragenes egne Ord. Vore ældste Love bærer mangfoldige Spor af denne Foredragsform; der tales jevnlig i første Person, ikke i en Lovgivers men i en Retslærers Tone. En saadan Optegnelse maatte selvfølgelig tilkomme samme Auktoritet, som Foredraget selv; men Optegnelsen var ligesaalidt som Foredraget i sig selv nogen Akt af lovgivende Myndighed.[1]
De følgende Afskrivere gik i det væsenlige frem paa samme Maade. De lagde mere an paa at tilvejebringe en bekvem Retsbog til praktisk Brug end paa at levere nogen tro Kopi af den foreliggende Original. De afskrev derfor ikke hver Lov eller hver Retterbod særskilt for sig; men de tog Loven saadan, som den var, og indflettede deri de sednere Retterbøder, hvor de fandt, at de passede. Dog gik de ikke saa vidt i denne Retning, at de formelig omskrev Lovene; de udelod alene det ophævede og tilføjede det nye, stundum med Angivelse af vedkommende Konges Navn. – Man skulde efter dette vænte, at Lovbøgerne indeholdt en korrekt Gjengivelse af den ved Haandskriftets Affattelsestid gjældende Ret; men dette er ingenlunde Tilfældet. Afskriverne besad ingenlunde altid juridisk Indsigt eller Kritik nok til at bedømme, hvad der virkelig gjaldt som Ret. Stundum har de misforstaaet sin Kilde eller, hvor der forelaa flere, ikke forstaaet Forholdet mellem dem. Stundum har de, enten af Uopmærksomhed, eller af Ængstelighed, eller maaske af historiske Grunde, ladet ophævede Bestemmelser blive staaende ved Siden af de gjældende. Man finder ofte Bestemmelserne anførte paa ganske upassende Steder; Gjentagelser og Modsigelser i samme Lov, som ikke i Virkeligheden kan have fundet Sted i Retten. Dette Forhold maa man vel have for
- ↑ Dette var derimod Tilfældet med den første Optegnelse af den islandske Lov, Hafliðaskrá (Islb. Kap. 17; Jfr. Grág. Løgréttuþ. kap. 117).
