Øje ved de gamle Loves Fortolkning; jo yngre Bearbejdelsen er, des mere Kritik vil i Almindelighed være nødvendig ved Benyttelsen. Et træffende Exempel herpaa, og tillige et Vidnesbyrd om, at Loven ikke erholdt nogen større Autenticitet derved, at dens Redaktion var udført efter Kongens egen Foranstaltning, afgiver den ældre Frostatingslov, der, som anført, foreligger i en af Kong Haakon Haakonssøn foranstaltet Redaktion fra Midten af det 13de Aarhundrede, men ligefuldt behandler Trældommen som gjældende Institution, skjønt den for et halvt Aarhundrede siden var forsvunden, og har optaget et ældre Sagetal istedetfor Bjarne Mardarsøns, der paa den Tid uden Tvivl var gjældende i Trøndelagen.
At forfølge Retssætningerne opad gjennem Tiderne ved Hjælp af de os opbevarede Love bliver, paa Grund af den her skildrede Ejendommelighed ved deres Affattelse, endnu mere usikkert, idet Materialet hertil fornemmelig maa søges der, hvor den gamle Lovskriver har gjort sig skyldig i Fejltagelser. Og til en nogenlunde fuldstændig Rekonstruktion af Retsforfatningen paa et Tidspunkt, der ligger længer tilbage for de endnu bevarede Haandskrifters Tilblivelse, altsaa tidligere end det 12te Aarhundrede, byder vore gamle Love ikke tilstrækkeligt Materiale.
De særskilt bevarede Retterbøder foreligger derimod vistnok i væsenlig uforandret Skikkelse.
Kong Magnus Haakonssøn (Lagabøter), 1263–1280, bragte omsider Enhed i den norske Lovgivning og udstrakte tillige dennes Omraade til Island. – Efter hvad han selv beretter i Indledningen til sin Landslov, havde han af Folket paa hvert Lagting i Landet modtaget fuld Raadighed over Loven, «at tage fra og sætte til, hvad ham tyktes tjenligt». Dette var, som det synes, uden nogen Modstand skeet paa Gulating i 1267, paa Eidsivating og Borgarting 1268. I Virkeligheden maa Kongen her have forelagt Tingene foreløbige Lovudkast, for, efter at have faaet dem godkjendte af hvert
