Fødsel blev udtrykkelig erklæret frit.[1] – Lod en fri Kvinde sig beligge af en Træl, tabte hun selv sin Frihed, med mindre hun løste sig med en Bod af 3 Mark (G. L. 198; F. L. II. 1 og IX. 16; B. R. 127; B. K. R (II) 14).
Da der i Norge ikke gaves nogen ældre undertvungen Befolkning, kunde der ikke opkomme nogen Helot-Kaste, lige saa lidt som der efter Landboforholdenes hele Tilstand i Norge kunde opstaa en Klasse af livegne Bønder, svarende til Romernes coloni eller de gamle Tyskeres Hørigen (Taciti Germania c. 25). Trællene var i Norge altid Hustrælle, der helt og udelukkende var til sine Herrers Tjeneste. Man ser derimod almindelig, at de større Jordegodsbesiddere overdrog visse af sine dueligste og paaliteligste Trælle som Forvaltere (ármenn) at bestyre Driften af deres Gaarde, og en saaledes betroet Træl synes efter F. L. IV. 57 ogsaa at have nydt personlig Ret, nemlig en Sextendedel af Herrens.
Uagtet Trællenes fuldstændige Retløshed, synes dog deres Stilling i det hele taget at have været ret god, og bedre end hos de gamle Græker og Romere. Bekjendt er Historien om Erling Skjalgssøns Trælle (Olaf den helliges Saga, Heimskr. Kap. 22). Uagtet det gjaldt som Regel, at, hvad Trællen erhvervede, tilfaldt hans Herre (jfr. F. L. XIV. 10[2]), synes det ikke at have været usædvanligt, at Herren gav sine Trælle Adgang til at fortjene noget for sig selv, og hvad de saaledes fortjente (orka = peculium), blev deres egen Ejendom, og Herren synes ikke at have været anseet berettiget til vilkaarlig at tage det fra dem. (jfr. Gisle Surssøns Saga, Gislasons Udg. S. 80–81). Disponere derover kunde imidlertid Trællen ikke uden til sine Børns Underhold; han «raadede kun for sin Kniv» (G. L. 56 og 57), og ved hans Død maatte hans Orke hjemfalde til Herren, da Trællens Børn ingen Arveret havde (G. L. 65 og 114). Den vigtigste Anvendelse, Trællen deraf kunde gjøre, blev saaledes at løskjøbe sig dermed. – En mærkelig Bestemmelse indeholder
