d. e. et højtideligt Gilde paa mindst 3 Saald eller 9 Mæler Øl (full samkunda) til Vitterliggjørelse af sin Frihed (G. L. 61 og 62; F. L. IX. 12; B. R. 166). Hertil maatte den Frigivne, som det udtrykkelig siges i Frostatingsloven, have sin forrige Herres Tilladelse, hvad dog vel alene var en Formsag. Til Gildet skulde han indbyde Herren og dennes Hustru og give dem Plads i Højsædet, hvis de kom; indfandt de sig ikke, skulde han lade Højsædet staa ledigt; ikke skulde han indbyde deres Uvenner. Den første Aften skulde han, hvad enten Herren var tilstede eller ikke, byde ham den saakaldte Løsingspenge, 6 Ører; modtoges de ikke, skulde han atter frembyde dem næste Morgen; men hvis de heller ikke da blev modtagne af Herren eller Nogen paa hans Vegne, gjaldt det dog lige meget. Efter Frelsesøllet fik den Frigivne efter Gulatingsloven fuld Raadighed for Kjøb og Giftermaal, og efter F. L. X. 35 jfr. B. R. 47 forhøiet personlig Ret; hvorimod han efter F. L. XI. 23 fremdeles ikke kunde raade for andre Kjøb end at leje sig den Jord, han behøvede, og kjøbe Saakorn indtil 6 Øres Værd, men til alle andre Handler, saalænge Tyrmselforholdet varede, maatte have sin forrige Herres Samtykke. Det synes derhos efter Frostatingsloven at have været nødvendigt, at den Frigivne i ethvert Tilfælde gjorde sit Frelsesøl, naar han vilde erhverve Jord og nedsætte sig som Bonde i Bygden[1]. Fritagne for at gjøre Frelsesøl var de som var skjænkede Friheden uden nogen Befaling eller Afgift,[2] altsaa vistnok ogsaa de ifølge G. L. 4 og 5 samt 312 frigivne Trælle; endvidere de Trælle, som Kongen frigav, og naturligvis ogsaa tybaarne Børn.
Den Frigivne vedblev dog, selv efter at han havde gjort sit Frelsesøl, eller selv om han var befriet for dette, fremdeles at staa i strengt Afhængighedsforhold (þyrmsl) til sin forrige Herre (G. L. 66 og 67; F. L. IX. 10, 11 og 16. jfr. X. 14). Den Frigivne skyldte sin Herre den største Ærbødighed, og maatte paa ingen Maade optræde mod ham; ikke efterstræbe hans Liv eller Gods eller fornærme ham i Ord
