Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/92

Denne siden er korrekturlest

Hauld 3 Mark, Bonde 1½ Mark og Løsings Søn 6 Ører (¾ Mark), og efter F. L. IX. 17: Hauld 1½ Mark og aarbaaren Mand 1 Mark; følgelig vel Løsingens Søn 6 Ører og Lændermand 3 Mark.

Efter de borgerlige Krige tabte den tidligere strenge Klasseinddeling sin meste praktiske Betydning, ligesom ogsaa Trældommen og dens Virkninger med Hensyn paa de Frigivnes Retsstilling var ophørt. M. L. IV. 3 har ogsaa sat árborinn eller arfborinn maðr, hvor Kilden (F. L. IV. 4) havde leysingi eða þyrmslamenn. Dette maatte nødvendigvis medføre, at Forskrifterne om den lovbestemte personlige Ret, som et Slags fast Betegning i Tal af de forskjellige Samfundsklassers indbyrdes Værd, efterhaanden maatte ophøre. Standsforskjellen selv ophørte dog ikke dermed; heller ikke har M. L. nogetsteds udtalt, at alle skal have lige Ret, uden Hensyn til Stand; dette vilde altfor meget været i Strid med Nordmændenes aristokratiske Aandsretning, der fremdeles betragtede det som en meget værre Ting at fornærme en Lændermand end en Hauld eller simpel Bonde. Men den gamle lovbestemte Strenghed i Forholdet er dog i den nye Lov bortfalden, og i dets Sted bestemmes overalt, at Bøderne til den Fornærmede i ethvert Tilfælde skal ansættes ved et Skjøn af 6 eller 12 af Retsbestyreren (réttari) opnævnte Mænd, hvorved da vistnok den Fornærmedes Stilling fremdeles kom i væsenlig Betragtning, men dog ikke længere blev det eneste afgjørende Jfr. især M. L. IV. 17, 19 og 20, hvor det indskjærpes Domsmændene ved Bødernes Fastsættelse altid at tage Hensyn til samtlige formildende eller skjærpende Omstændigheder. – De eneste Tilfælde, hvori den gamle Klasseinddeling fremdeles i sin hele Skarphed er bibeholdt i den nye Lov, er ved Bestemmelsen af Landnamets Maximum i VII. 20, hvor Frostatingslovens, og af Konernes Raadighed for Kjøb i VIII. 21, hvor Gulatingslovens Regler i det Hele er bibeholdte. Jfr. ogsaa Retten til at beholde funden Hval, M. L. VII. 64, hvor til Haulder dog alene regnes de, som har taget Odelsgods i Arv efter sine Forældre, men ikke de, som har erhvervet samme ved Udarv eller Kjøb, og altsaa end mindre de øvrige Medlemmer af