Ondet føler det dog altid som hidrørende fra et andet Menneskes Vilje, og netop denne retsstridige Vilje er det, som hos den Fornærmede fremkalder den Følelse af Uret, der igjen sætter Hævnlysten i Bevægelse. Hævnen tilsigter nu vistnok hverken at forbedre denne retsstridige Vilje, eller paa anden Maade at afholde den fra at fremtræde i Gjerning, men alene at tilbagevise det enkelte stedfundne Overgreb; men den er dog paa den anden Side ingenlunde fremkaldt ved nogen Lyst til at kjøle sin Smerte ved den Andens Lidelse. Om end en saadan, ond, Attraa ofte kunde være forenet med Hævnlysten, er den dog i sit Væsen forskjellig fra denne, der alene tilsigter at hævde sin egen Personlighed uantastet.
Hævnen er saaledes i sig selv en Ytring af Retsfølelsen, men i dennes raaeste og mest primitive Skikkelse. Den har altsaa en moralsk Karakter, forsaavidt den er den naturlige Reaktion mod Uretten, og netop forudsætter Erkjendelse af Modpartens Personlighed. Ingen vil kalde det Hævn, at man dræber et Dyr, der har gjort Skade, eller gjenkaster en Brønd, hvori Nogen er nedstyrtet.
I det borgerlige Samfund gaar det imidlertid ikke an, at Retshaandhævelsen ganske er overladt til den subjektive Vilkaarlighed, da herved al Garanti mangler saavel for Brødens virkelige Tilværelse som for det anvendte Middels Forholdsmæssighed og Berettigelse, saa at den ikke selv bliver til en ny Uret. Staten maa derfor, selv paa sit mest primitive Standpunkt, som den første af sine Opgaver til at sikre Borgerne et retligt Felt, lade det være sig magtpaaliggende at opstille nærmere Regler og ufravigelige Forskrifter angaaende Maaden, hvorpaa Indgreb i fremmed Retssfære skal tilbagevises. Men hvor vidt den i saadan Hensigt skal gaa: om den skal tage hele Sagen i sin egen Haand og etablere en selvstændig Straffemyndighed, – altsaa udelukke den Enkeltes Adgang til paa egen Haand at skaffe sig Fyldestgjørelse, – eller om den blot skal begrænse og regulere Betingelserne for og Udstrækningen af den Fornærmedes Ret til selv at optræde mod Uretten, – beror paa de historiske Forhold, hvorunder Samfundsforbindelsen har dannet sig, og paa den Grad, hvori Statens Betydning og Opgave som selv-
