Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/113

Denne siden er korrekturlest

tragtedes derimod som Hvinske; Tyven skulde give Ejeren tredobbelt Erstatning og siden altid hede Hvinn. Chr. IV. L. 15 sætter Boden for at tage Jærnet af anden Mands Plog til 4 Mark, og siger om den, der stjæler Redskaber ener Sæletøj, at han bliver Tyv derfor.

Ulovlig at aavirke i anden Mands Skov eller slaa anden Mands Eng eller skjære anden Mands Ager betragtedes ikke som Tyveri, men som ulovligt Brug af Jorden og bødedes med Landnam, hvorom nedenfor, se G. L. 91; F. L. XIII. 11, 17 og 23; M. L. VII. 18, 21 og 24.

Den Bestjaalne tilkom naturligvis altid fuld Erstatning af Tyven. – Efter G. L. 260 skulde han have tredobbelt Erstatning, og efter Haakon Haakonssøns Rb., F. L. Indl. 22. og M. L. IX. 7 Erstatning og fuld Ret. Efter F. L. XIV. 12 og M. L. IX. 2 havde den, som greb Tyven, Ret til at beholde alt det Gods, denne førte med sig, og som ikke nogen Anden tilhjemlede sig.

II. Ved Ran (rán, at ræna) forstodes enhver retsstridig aabenlys Tilegnelse af Andres Formuesgjenstande, uden Hensyn til disses Art, og uden at Besiddelsesstanden kom i Betragtning. Derunder henhørte saaledes paa den ene Side ogsaa. Røveri, og paa den anden Side Selvtægt og modvillig Retsfornægtelse, selv om Gjenstanden ikke var nogen legemlig Ting.

De ældste Love skjelner mellem 3 Arter af Ran. Den groveste Form var Boran (búran), Røveri, Hjemsøgelse med væbnet Haand; i Forbindelse hermed nævner Eidsivatings- og Frostatingsloven udtrykkelig Nedslagtning eller Bortførelse af Bondens Besætning (bú) eller 3 Stykker Storfæ (G. L. 142 jfr. 314; F. L. IV. 62, V. 14 og VII. 25; Brudstykket af Eidsivatingsloven i gl. L. II. S. 522–3). Denne Gjerning, der i Vikingetiden ikke har været sjelden, havde tildels en offentlig Forbrydelses Karakter, og synes oprindelig at have været betragtet som Ubødeværk, hvorom de oftere forekommende Benævnelsen níðings-herr (G. L. 133), níðings-ráð, gorvargar (Eids. L.), grímu-menn (F. L. IV. 62) synes at vidne, og dette foreskrives ogsaa i Eidsivatingsloven. Efter Gulatings- og Frostatingslovene havde derimod Voldsmændene,